Det første og det største bud er, at ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det læser vi i Matt. 22, hvor Jesus citerer 5. Mos. 6,5. – Men hvordan elske Gud? De fleste af vores prædikener handler om Guds kærlighed til mennesker, sjældnere om menneskers kærlighed til Gud. Er kærlighed til Gud som planten elsker mulden og lyset? fisken det friske vand? fuglen luften? digteren sproget? musikeren klangen? Hvordan elsker vi Gud, som ”vi lever og ånder og er i”? – I vores menneskeliv forstår vi almindeligvis det at elske som noget relationelt, som et ’jeg-du-forhold’. Vi kender det fra den menneskekærlighed, som vi fik, og som vi gav, – og vel også fra den kærlighed, vi ikke fik, men længtes efter. – Jesus vender da også umiddelbart vores opmærksomhed mod netop de menneskelige relationer: I samme åndedræt som han læser buddet om at elske Gud, tilføjer han med citatet fra 3. Mos.19,18 det bud, som ”står lige med” det første: ”Du skal elske din næste som dig selv. – I vores ret sekulariserede verden, hvor gudsbilleder blafrer og forsvinder, forstår vi meningen med næstekærlighedsbuddet, selvom vi ikke lever op til det. Vi forstår, at Gud er den absolutte instans bag næstekærlighedsbuddet: at kun Gud har autoriteten til at sige: ”Du SKAL elske din næste som dig selv”. Gud har givet os livet med hinanden, fælles om den blå planet. Gud er således også det DU, vi møder i medmenneskelige forhold, hvor Gud er alle menneskers “far i himlen”. – Og Gud gjorde næstekærlighedsbuddet anskueligt igennem Jesus Kristus. Over for hans uselvisk levede menneskeliv må den selviske menneskeheds undskyldninger forstumme. Evangeliet er i sin kerne fortællingen om kærlighedens virkeliggørelse, vel at mærke kærlighed med et vingefang, der også udstrækkes til fjenderne. Herved sprængtes Israels vante messianske forestillinger. Messias havde været århundreders gammeltestamentlige drøm. Davidssalmer og profetiske visioner udtrykte håbet om messianske tider med eftertragtede sejre og undertvingelse af fjende. Det fremgår fx skarpt af den krigeriske PS 110, som dagens tekst citerer, ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder.” Men da Jesus nu indtager den messianske herres plads, får vi en Gudskærlighed at se, som også favner fjenderne. Evangeliets Messias inkarnerer den medlidende og selvhengivende kærlighed.
Den grundtvigsk sindede Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) har i flere kirker skildret Kristus som opfyldelsen af Det gamle Testamentes sange og profetier. En smuk version fra 1939 finder vi i Femø Kirke, hvor apsismaleriet er bygget op om krucifikset, der er omgivet af en mandorla. På den ene side ser vi den legendariske, harpespillende kong David: Kristus er den overraskende opfyldelse af, ”hvad David dunkelt så og sang”, for at citere en julesalme af Grundtvig. På den anden side ser vi profeten Esajas. Hos Esajas finder vi håbefulde Messiasforventninger, men også hans dunkle ”sang om Herrens lidende tjener” i Es. 53. Centralt ser vi den korsfæstede i Guds lys. Femøs krucifiks er et særligt fint krucifiks fra 1300-tallet, hvor kongekrucifiks er veget for lidelseskrucifiks. Det smukke, moderne alter, som spejler korbuens runding og korset, er udført i 1991 efter tegning af Torben Engelbrecht-Vindblæs. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 