Nytåret møder os nu i al sin uforudsigelighed og udfordrer mildest talt vores optimisme: Hvad åbner årsskiftet porten for? Vi står med svigtende tillid til den politiske verden anno 2026, og har des mere brug for gudstjenestens hjælp til at finde en dybere tillid at leve på. Jesus lærer os her at henvende os tillidsfuldt til Gud som vores far, som den stærke og omsorgsfulde, personlige forankring af vores liv. “Fadervor” præsenteres som bønnens prototype både hos Lukas og Matthæus. Ved nytåret læses bønnen indrammet af bjergprædikenens sammenhæng (Matt. kap. 6), hvor bedende advares mod hyklerisk udvendighed. Hver især må vi tage tilflugt til fadervor og glide ind i bønnen som en åben favn. Fadervor er som en eksistentiel og åndelig port, der åbner sig for lyset fra Guds rige: “komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Hvad forstår vi da ved dette Gudsrige? Guds rige er ‘allerede – og endnu ikke’, både nærværende og hinsidigt, etisk og eskatologisk. Porten til Guds evige rige er ikke først et fund i efterlivet eller kosmisk omvæltning, men en guddommelig åbning allerede i dette jordiske liv. Guds rige er nær, ja midt iblandt os, hvor omsorgen, tilgivelsen, kærligheden og håbet sejrer over mørkets kræfter.
Den bedende befinder sig allerede i porten til Guds omsorg. I fadervor konkretiseres omsorg som det brød, vi fra dag til dag har brug for (og ikke et sanseløst overforbrug): “giv os i dag vort daglige brød”. Når vi beder om “vort” daglige brød, beder vi en solidarisk bøn med et etisk aspekt, der omfatter de virkeligt sultende. Vi beder også om evangeliet som “livets brød”.
Centralt i fadervor, centralt i Guds rige, står tilgivelsen: “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Evangeliet skænker os tilgivelsen som en nåde, vi må række videre til andre: Vi beder altså også om forladelse for andre slyngler, herunder dem der har gjort os selv uret. Igen er bønnen kollektiv.
Bønnen taler dernæst om skyld, fordi vi endnu ikke er hinsides det onde; det er Gudsrigets ‘endnu ikke’. At leve i lyset fra Guds riges åbne port garanterer os ikke mod, at livet kommer til at gøre os ondt, eller at vi selv kommer til at gøre andre ondt. Gud frister ikke nogen, men vores ego gør, og vi må bede om Guds hjælp til at leve samvittighedsfuldt: “led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”.
Bønnen slutter i en lovprisende bekræftelse af Guds rige, måske sekundær, formentlig i urkirken fremført som menighedens korsvar efter læsning af fadervor.
Flere af kirkens billedkunstnere er inspireret af bønnen “forlad os vor skyld”, men i øvrigt har kun få kunstnere bundet an med at fortolke fadervor. For hvordan er det muligt at anskueliggøre Guds hellige virkeligheds indbrud og udmale den levende forbindelse mellem det himmelske og det jordiske? Esben Hanefelt påtog sig i 2003 at illustrere biskop Søren Lodberg Hvas’ “Bogen om fadervor”, og her finder vi en række meditative billeder i Hanefelts frodige og dekorative, måske naivistiske stil. Kan disse opløftende og farveklare visioner hjælpe bedende menneskers forestillingskraft på vej, så fadervor ikke bare bliver til ‘en remse’? Selv kan jeg have brug for at lade ordene ledsage af indre billeder, der støtter sindets bevægelse. Her vælger jeg at vise Hanefelts symbolistiske visualisering af Guds riges komme som en lyskegle på himmelen omkring et treenigt korstegn. Hvor lyset møder jorden med Kristus som porten, den velsignende formidler, næres den jordiske verden af en livgivende paradisflod, der får livet til at blomstre som på den første morgen. Glædeligt nytår!
Birgitte Bech kirkekunst 