Tag: kaerlighed

Kunst til kirkeåret, 18. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Du skal elske

Det første og det største bud er, at ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det læser vi i Matt. 22, hvor Jesus citerer 5. Mos. 6,5. – Men hvordan elske Gud? De fleste af vores prædikener handler om Guds kærlighed til mennesker, sjældnere om menneskers kærlighed til Gud. Er kærlighed til Gud som planten elsker mulden og lyset? fisken det friske vand? fuglen luften? digteren sproget? musikeren klangen? Hvordan elsker vi Gud, som ”vi lever og ånder og er i”? – I vores menneskeliv forstår vi almindeligvis det at elske som noget relationelt, som et ’jeg-du-forhold’. Vi kender det fra den menneskekærlighed, som vi fik, og som vi gav, – og vel også fra den kærlighed, vi ikke fik, men længtes efter. – Jesus vender da også umiddelbart vores opmærksomhed mod netop de menneskelige relationer: I samme åndedræt som han læser buddet om at elske Gud, tilføjer han med citatet fra 3. Mos.19,18 det bud, som ”står lige med” det første: ”Du skal elske din næste som dig selv. – I vores ret sekulariserede verden, hvor gudsbilleder blafrer og forsvinder, forstår vi meningen med næstekærlighedsbuddet, selvom vi ikke lever op til det. Vi forstår, at Gud er den absolutte instans bag næstekærlighedsbuddet: at kun Gud har autoriteten til at sige: ”Du SKAL elske din næste som dig selv”. Gud har givet os livet med hinanden, fælles om den blå planet. Gud er således også det DU, vi møder i medmenneskelige forhold, hvor Gud er alle menneskers “far i himlen”. – Og Gud gjorde næstekærlighedsbuddet anskueligt igennem Jesus Kristus. Over for hans uselvisk levede menneskeliv må den selviske menneskeheds undskyldninger forstumme. Evangeliet er i sin kerne fortællingen om kærlighedens virkeliggørelse, vel at mærke kærlighed med et vingefang, der også udstrækkes til fjenderne. Herved sprængtes Israels vante messianske forestillinger. Messias havde været århundreders gammeltestamentlige drøm. Davidssalmer og profetiske visioner udtrykte håbet om messianske tider med eftertragtede sejre og undertvingelse af fjende. Det fremgår fx skarpt af den krigeriske PS 110, som dagens tekst citerer, ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder.” Men da Jesus nu indtager den messianske herres plads, får vi en Gudskærlighed at se, som også favner fjenderne. Evangeliets Messias inkarnerer den medlidende og selvhengivende kærlighed.

Den grundtvigsk sindede Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) har i flere kirker skildret Kristus som opfyldelsen af Det gamle Testamentes sange og profetier. En smuk version fra 1939 finder vi i Femø Kirke, hvor apsismaleriet er bygget op om krucifikset, der er omgivet af en mandorla. På den ene side ser vi den legendariske, harpespillende kong David: Kristus er den overraskende opfyldelse af, ”hvad David dunkelt så og sang”, for at citere en julesalme af Grundtvig. På den anden side ser vi profeten Esajas. Hos Esajas finder vi håbefulde Messiasforventninger, men også hans dunkle ”sang om Herrens lidende tjener” i Es. 53. Centralt ser vi den korsfæstede i Guds lys. Femøs krucifiks er et særligt fint krucifiks fra 1300-tallet, hvor kongekrucifiks er veget for lidelseskrucifiks. Det smukke, moderne alter, som spejler korbuens runding og korset, er udført i 1991 efter tegning af Torben Engelbrecht-Vindblæs. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, Alle Helgens dag, 2. rk.

Til Halloween stod jeg klar med slikkurven og åbnede døren på klem for med passende rædsel at møde de mange morbide masker. Midt i gruppen af (uimodståelige) gespenster sagde en lille pige omsorgsfuldt: ”Du skal ikke være bange; det er bare noget, vi leger!” På denne ene, mørke aften lader vi os byde op til en makaber dødedans på skrømt, akkompagneret af iscenesatte skrig og hånlatter. I det kollektive udstyrsstykke håndterer vi larmende den uhåndterlige død og spiller et afgrænset spil med grumheden – som nu heldigvis igen kan stuves ned i kælderen eller ryge på genbrug, så der næste år vil være fornyet salg af rædslens og dødens rekvisitter.

I dag ved kirkens Alle Helgen samles vi derimod i erkendelsen af, at døden ikke bare er noget, vi leger. Her viger det kommercialiserede spil, og tilbage står den nøgne sandhed om menneskets korte liv og den død, der flår vores umistelige relationer fra os. Kirkens smukke, stille rum giver os plads til at sørge, at mindes og at søge trøst.

Evangelieteksten fra Matt. 5 er et udsnit af Bjergprædikenen med Jesu appel til at være som salt, der modstår fordærv, eller som lys, der skinner vidt og bredt for mennesker. Kan vi tage det til os? Vi sidder måske på kirkebænken hver især med hjertet fyldt af tanker om kære afdøde og smertelige tab. Vi kæmper med spørgsmål, opgør eller selvopgør: Hvorfor glædede jeg ikke min bror, mens han var her? Hvorfor kunne jeg aldrig nå ind til min far? Hvorfor kom mor til at dø alene? Er der på den anden side af dødens forhæng en trøst – også for alle os, der dårligt formåede at trøste hinanden? – Man krøller sig måske lidt sammen om minder og er meget langt fra at føle sig som et lys, der kan ”skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene”. Men det lys, som ”ikke skal sættes under en skæppe”, er jo ikke mit eget, forfængelige lys. Det er lyset fra Gud. – Kirken vil favne mig og os alle med sine trøsterige tekster, sin poesi, sin fredfyldte musik og sin lystænding. I gudstjenesten er det Gud selv, der tjener os med lys, der fordriver det mørke, som kommer fra os. Her er håbet ikke vores egen kraftpræstation, men en strøm, der bærer os oppe. Håbet løfter sig med dagens ord fra Åb. 21: ”Gud selv vil være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”

Kunstneren Elof Risebye (1892-1961), der blev professor i freskomaleri, har om nogen taget personlige livtag med sorg. Sorgen syntes ubærlig, da hans mistede sin kun 33-årige elskede Paul Kiærskou, og til livshistorien hører også borgerlig afstraffelse for det dengang forbudte kærlighedsforhold, samt psykiatrisk indlæggelse. Risebye har malet mørke, mørke billeder af afsked ved en kiste, af åbne grave og af alle sjæles nat. Men denne martrede og geniale sorgens maler har også skabt bevægende billeder af lys om genrejste døde og trøst for sørgende sjæle. Kunstneren har givet utvetydigt udtryk for personlig opstandelsestro. Hans pastellyse billede fra 1949 ”To sjæle”, som jeg her viser i udsnit, er et uendelig følsomt billede af inderlig trøst. Den trøstede har Risebyes egen fysiognomi, den rødklædte trøstende med glorie tolker jeg som en Kristus, der selv kendte smerten og døden. Med nattehimlen som baggrund lukker Kristus den sørgende ind i sin lysere blå mandorla. Billedet er fundet i bogen ’Risebye + Kiærskou’.