Tag: fadervor

Kunst til kirkeåret, Nytårsdag, 2. rk. – Porten

Nytåret møder os nu i al sin uforudsigelighed og udfordrer mildest talt vores optimisme: Hvad åbner årsskiftet porten for? Vi står med svigtende tillid til den politiske verden anno 2026, og har des mere brug for gudstjenestens hjælp til at finde en dybere tillid at leve på. Jesus lærer os her at henvende os tillidsfuldt til Gud som vores far, som den stærke og omsorgsfulde, personlige forankring af vores liv. “Fadervor” præsenteres som bønnens prototype både hos Lukas og Matthæus. Ved nytåret læses bønnen indrammet af bjergprædikenens sammenhæng (Matt. kap. 6), hvor bedende advares mod hyklerisk udvendighed. Hver især må vi tage tilflugt til fadervor og glide ind i bønnen som en åben favn. Fadervor er som en eksistentiel og åndelig port, der åbner sig for lyset fra Guds rige: “komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Hvad forstår vi da ved dette Gudsrige? Guds rige er ‘allerede – og endnu ikke’, både nærværende og hinsidigt, etisk og eskatologisk. Porten til Guds evige rige er ikke først et fund i efterlivet eller kosmisk omvæltning, men en guddommelig åbning allerede i dette jordiske liv. Guds rige er nær, ja midt iblandt os, hvor omsorgen, tilgivelsen, kærligheden og håbet sejrer over mørkets kræfter.

Den bedende befinder sig allerede i porten til Guds omsorg. I fadervor konkretiseres omsorg som det brød, vi fra dag til dag har brug for (og ikke et sanseløst overforbrug): “giv os i dag vort daglige brød”. Når vi beder om “vort” daglige brød, beder vi en solidarisk bøn med et etisk aspekt, der omfatter de virkeligt sultende. Vi beder også om evangeliet som “livets brød”.

Centralt i fadervor, centralt i Guds rige, står tilgivelsen: “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Evangeliet skænker os tilgivelsen som en nåde, vi må række videre til andre: Vi beder altså også om forladelse for andre slyngler, herunder dem der har gjort os selv uret. Igen er bønnen kollektiv.

Bønnen taler dernæst om skyld, fordi vi endnu ikke er hinsides det onde; det er Gudsrigets ‘endnu ikke’. At leve i lyset fra Guds riges åbne port garanterer os ikke mod, at livet kommer til at gøre os ondt, eller at vi selv kommer til at gøre andre ondt. Gud frister ikke nogen, men vores ego gør, og vi må bede om Guds hjælp til at leve samvittighedsfuldt: “led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”.

Bønnen slutter i en lovprisende bekræftelse af Guds rige, måske sekundær, formentlig i urkirken fremført som menighedens korsvar efter læsning af fadervor.

Flere af kirkens billedkunstnere er inspireret af bønnen “forlad os vor skyld”, men i øvrigt har kun få kunstnere bundet an med at fortolke fadervor. For hvordan er det muligt at anskueliggøre Guds hellige virkeligheds indbrud og udmale den levende forbindelse mellem det himmelske og det jordiske? Esben Hanefelt påtog sig i 2003 at illustrere biskop Søren Lodberg Hvas’ “Bogen om fadervor”, og her finder vi en række meditative billeder i Hanefelts frodige og dekorative, måske naivistiske stil. Kan disse opløftende og farveklare visioner hjælpe bedende menneskers forestillingskraft på vej, så fadervor ikke bare bliver til ‘en remse’? Selv kan jeg have brug for at lade ordene ledsage af indre billeder, der støtter sindets bevægelse. Her vælger jeg at vise Hanefelts symbolistiske visualisering af Guds riges komme som en lyskegle på himmelen omkring et treenigt korstegn. Hvor lyset møder jorden med Kristus som porten, den velsignende formidler, næres den jordiske verden af en livgivende paradisflod, der får livet til at blomstre som på den første morgen. Glædeligt nytår!

Kunst til kirkeåret, 22. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tilgivelse som mellemværende.

”De voksede op med tæsk og gemte sig i kloakrør” er overskriften på en hjerteskærende artikel fra Zambia, skrevet til søndags-Politiken af Laura Malone fra Lusaka. Artiklen viser sig at være en HÅBEFULD reportage om en gadeplansarbejder, der som en faderfigur har skabt et hjem for en gruppe svært traumatiserede drenge. Her findes foruden tryghed, skolegang og misbrugsafvænning også en have med et lyseblåt hus, ’House of Love’ som en interimistisk kirkesal. Drengenes gode voksne fortæller dem, at ”de skal bede for deres familier, også dem, de er blevet svigtet af, og vigtigst af alt tilgive”. En af drengene står bagerst og græder, mens han hvisker sin bøn. Det er ikke småting, drengen har at tilgive: Seks år gammel blev han langvarigt hængt op i et træ med hovedet nedad, mens hans stedfar piskede ham. – Her forstår man, at tilgivelsens evangelium er eneste alternativ til misbrug, apati eller hævn. Den største forskel, kristendommen har gjort og gør i verden, er måske netop at insistere på sit modbillede til hævnspiralen. Ikke at mennesker ikke mere søger hævn, desværre, men hævnen er ikke mere en ærefuld norm, som den kunne være i førkristne kulturer.

Evangelieteksten fra Matt.18 forankrer tilgivelsen hos Gud. Jesu ord til Peter om at blive ved med at tilgive sin bror forbindes med lignelsen om kongen, der eftergiver sin tjener en fantasillionstor gæld – med den forventning, at tjeneren så også vil vise sin medtjener barmhjertighed. Gør han ikke det, falder straffen (Matthæus er den evangelist, der somme tider næsten taber ’det gode budskab’ på gulvet ved afslutningsvis at udmale straf), og ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”. – Mange må opleve det som en livslang kamp AF HJERTET at tilgive et medmenneske. – Andre oplever det som en livslang smerte, at de ikke kan erfare tilgivelse over deres egen skyldbetyngede historie. Vores store ’regnskab’ med Gud skjuler sig bag vores mellemværende med mennesker i vores liv. Den skyld, vi ser har negative følger i andres tilværelse, kan og skal vi vel ikke uden videre ryste af os; det er ansvar, vi må erkende og bære, – måske tilmed uden at føje sten til de andres byrde ved at bede dem om at tilgive og aflaste os? Men samtidig får vi lov til livet igennem at søge lyset og gå videre i tillid til Guds hjælp til at bære skylden. Og altid må vi bede for, at livet heles og mildnes for dem, vi gjorde fortræd eller ’efterlod på perronen’. Gud kan vende ondt til godt, som pointen er i søndagens gammeltestamentlige læsning fra Josef-novellens slutning i 1. Mos. 50. Livet kan overraske med godhed!

Det valgte kunstværk er en litografi fra 1948 af Elof Risebye med titlen “Forlad os vor skyld”. Risebye har skabt en serie billedtolkninger af Fadervor og har tilmed udsmykket Vejlby Kirke ved Allingåbro med kalkmalerier, der illustrerer Fadervors bønner – med englehjælp. Litografien viser tilgivelsen som et mellemværende: Kristus – med glorie – hjælper personen i midten til at lade et angrende menneske erfare tilgivelsen. Elof Risebye (1892-1961) var professor i freskoteknik og assisterede i en periode Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke. Han har selvstændigt bl.a. udsmykket Gedser Kirke og Sindal Bykirke i en arkaiserende stil. Men sideløbende har den indadvendte kunstner skabt en lang række symbolistisk-ekspressive malerier, der fortolker hans personlige sorg, tro og håb med en usædvanlig personlig inderlighed.