13. søndag efter trinitatis, 1. rk. – I hvilket lys ser du den anden?

Hvis sådan noget som kristen etik findes, krystalliseres den i eksempelfortællingen fra Luk. kap. 10 om ‘Den barmhjertige samaritaner’: Om jeg ønsker det eller ej, er et andet menneskes liv og velfærd lagt i min hånd, hinsides al gensidighed og noget-for-noget moral. Et direkte eller indirekte møde, det være sig uventet og ubekvemt, stiller mig over for en fordring, som jeg ikke kan møde med neutralitet: Noget her er op til mig: min ikke-handlen såvel som min handlen vil gøre en forskel i en andens liv. Hvad situationen kræver, finder jeg kun svar på ved at leve mig ind i den andens situation og tænke – måske langsigtet – på den andens tarv. – Selv vælger jeg ikke næsten. Møder jeg ham eller hende som en uvedkommende? Tilhører han eller hun en fremmedgruppe, som jeg nødigt identificerer mig med, måske en potentiel trussel? Eller ser jeg ham eller hende som et menneske skabt i Guds billede og derfor vedkommende? Afgørende er i den kristne optik i hvilket lys jeg ser det menneske, der har brug for min hjælp. Ser jeg det i Guds lys, ser jeg det som medmenneske, – ligesom jeg selv må håbe på at blive set som et medmenneske. – Hvem er min næste? Hvem er jeg næste for? Rollerne kan skifte på et splitsekund. For ordentlige jøder tilhørte samaritanerne en uønsket fremmedgruppe. For den overfaldne jøde var han selve bønhørelsen. Evangeliet ser slet ikke ud til at anerkende eksistensen af fremmedgrupper.

Svend Engelunds ( 1908-2007) alterbillede “Den barmhjertige samaritaner” fra 1963 er stiliseret med stive figurer i et næsten abstrakt landskab, skabt af geometriske flader. To af fortællingens fire aktører, præsten og levitten, sikkert lovlydige folk i tempeltjeneste, passerer forbi; den ene er næsten ude af billedet til højre; den anden – i maleriets mørke felt – er i march og gør den afværgende bevægelse, som jeg kender fra mig selv, når jeg ikke vil forstyrres. MEN den barmhjertige samaritaner standser op hos den nødstedte, lader sig forstyrre, for her vælder lyset oppefra ned, åbner situationen og definerer deres møde. Gudslyset gør hele forskellen. Samaritaneren ser den fremmede i vejkanten i Guds lys, altså netop som et medmenneske. – Den nordjyske modernist Svend Engelund forlod Nordjylland for at uddanne sig på Kunstakademiet, men vendte tilbage til Vendsyssel, hvor han blev efterspurgt som landskabsmaler. Han har altså også skabt nordjyske alterbilleder, i alt 5, hvoraf de 4 endnu findes. Hans maleri af ‘Den barmhjertige samaritaner’ hænger i Stenum Kirke. Foto: Claus Jensen.