Danske straframmer ændres igen af hensyn til retsbevidstheden. Vi har politiske og moralske instinkter så vel som samfundskalkuler og luthersk toregimentelære i ryggen, når vi ser det som en primær myndighedsopgave at holde ondskaben i skak ved hjælp af straf – samtidig med at vi løbende debatterer strafsystemers duelighed holdt op mod resocialisering. Hævn taler vi ikke om! Med sin stærke appel til tilgivelse har kristendommen historisk fordrevet det instinktive hævnmotiv som principielt ideal i mellemmenneskelige forhold. Vi må leve med dobbeltheden. I yderste instans tilhører dommen Gud alene, og ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”, står der i Luk. kap. 6. Med kristendommens komme blev tilgivelsen i stedet for hævnen idealet for den personlige etik: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse”.
I Fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, hvorved det vertikale og det horisontale perspektiv er forbundet: Guds tilgivelse er det dybe og høje kildevæld, vi kan øse af i forhold til medmennesker. ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”. – Konfirmandundervisere melder, at konfirmander ikke længere forstår udtrykket ‘forladelse’ som synonym for tilgivelse. Men tilgivelse er stadig et kendt ord og et lysende ideal i relation til Gud og medmennesker – unægtelig i stadig spænding med vores ukristelige trang til at retfærdiggøre os selv i stort og småt og fokusere på ”splinten i din broders øje” frem for “bjælken i dit eget øje”.
Allerede i Det gamle Testamente kendes håbet om en tilgivende Gud, sammen med det stadige krav om retfærdighed. Nyt med det kristne evangelium er, at Guds tilgivelse allerede er virksom virkelighed i skikkelse af Jesus, der med sine inkluderende handlinger og ord er Guds barmhjertigheds tegn. Tænk bare på Lukasevangeliets kernelignelse ‘Den fortabte søn’, der på én gang kolliderer med vores retfærdighedssans og bringer os så megen trøst. Jesus er tilgivelsens inkarnation. Hans fjender prøvede med tortur og henrettelse at lukke munden på ham, mens han bad for sine bødler, og paradoksalt blev korset så selv til Guds tilgivelses symbol. Historien om syndefald og paradistab er historien om os alle sammen. Vores selv-retfærdiggørelse bringer os ikke nærmere Guds rige, men med tilgivelsen fra højeste sted åbnes en dør for både mit medmenneske og mig selv, på trods af synd og død, – så tilgiv!
Hvordan afbildes tilgivelsen? Jeg tyr til Arne Haugen Sørensens udtryksfulde kunst i bogen ’Den store passion’. Her har jeg fundet en blandt flere fortolkninger af ’Hjemkomsten’ fra 2011. Den lysfyldte, hjemlige døråbning er betydningsladet her og i flere af kunstnerens værker. I kæmpeværket ’Den store fortælling’ fra 2017 i Aarhus Valgmenighedskirke er døren således ligefrem den strukturerende arketype: Med syndefald og paradistab må mennesket ud ad døren, ud i tilværelseskampen mod mørket, men aldrig går det på sin livsvej uden håb om at blive taget til nåde. Den oplyste dør omkring Kristus er det transcenderende håbs symbol. I Arne Haugen Sørensens frelseshistorie er menneskets slutpunkt dets hjemkomst til det genåbnede paradis. Her står døren til det lysfyldte hjem åben, og håndtrykket – eller omfavnelsen – er tilgivelsens tegn. Den glade hund er med til at illustrere den lykkelige hjemkomst.
Birgitte Bech kirkekunst 