Kunst til kirkeåret

To forskellige udsendelser fra P1 kolliderer i mit hoved: På den ene side en udsendelse om ‘fremtidens krige’, hvor vore kvalificerede eksperter udtaler, at krig på den lange bane er kommet for at blive. Der vil komme nye våben, men dødelige krige vil fortsat blive udkæmpet mange steder i verden som følge af dybe interessekonflikter. “Krigen er kun slut for de døde”, lød et mistrøstigt citat. – På den anden side en udsendelse om nærdødsoplevelser og et muligt liv efter døden. Genetikprofessor Eske Willerslev vil gerne udforske data (beretninger) om efterlivet, hvordan det så end skal kunne lade sig gøre. Det har ikke mindst gjort indtryk på ham, at nærdødsberetninger så enslydende formidler den erkendelse, at alt liv er forbundet og skal være forbundet af kærlighed. Personer, der efter en nærdødsoplevelse får mulighed for at genoptage tilværelsen, synes forvandlede: De har betragtet livet ‘udefra’ eller ‘oppefra’ og ved så at sige så meget om ‘Himmelen’, at de ikke længere kan tage del i verdens ondskab og hårdhed og fx ikke længere kan varetage et arbejde, der indebærer udøvelse af vold. Det eneste vigtige er kærlighed, altså ikke bare romantisk kærlighed, men altomfattende kærlighed. – Dette er virkelig dybt interessant – og naturligvis omstridt, – men også uden at gæste dødsriget kan vi få at høre, hvad livet dybest set går ud på: Kristus er vores stadige genvej til perspektivet ‘oppefra’ og deler sin himmelske erkendelse med os, bl.a. i dagens etiske belæring fra Bjergprædikenen (Matt. 5). Fra sin ‘talerstol’ på bjerget forkynder han kærlighedens herredømme og udtrykker forfærdelse over menneskers voldshandlinger, stridbarhed og dømmesyge, som religionernes kultiske offerhandlinger ikke kan kompensere for. Jesus foreholder os den radikalt næstekærlige etik, som foruden handlinger omfatter tale, hjerte og sind: Når du foran alteret “kommer i tanker om, at din bror har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din bror.”…“Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham”… Gudsforholdets hemmelighed er, at ethvert menneskeligt mellemværende også er et mellemværende med Gud, hvis kærlighed har givet os alle livet. Jesus fordrer “retfærdighed” af os, en retfærdighed som “langt overgår de skriftkloges og farisæernes”, og vi forstår, at retfærdighed, altså det at færdes ret, er at færdes med uforstilt næstekærlighed. Når vi er opfyldt af had og nag til medmennesket, sætter vi os selv i et fængsel, som vi ikke kan købe os fri af. Kan vi håbe på at blive løsladt mod kaution? I den lutherske teologi tales om den ‘tilregnede retfærdighed’, retfærdighed som den gave, at Guds kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Den Kristus, som sammenligner vores indbyrdes had og vold med et fængsel, var også ham der selv som voldsoffer bad for sine bødler.

I danske kirker findes en hel del store, figurrige udsmykninger med Jesu bjergprædiken som motiv, især ældre værker fra 19. og beg. af 20. årh. En af de pompøse udførelser er C. N. Overgaards tredelte glasmaleri i koret i Svenska Gustafskyrkan på Østerbro Kbh., som kunstneren skabte i 1910 sammen med andre motiver i kirken (Kristus stiller stormen på søen). Glaskunsten udnytter dagslyset fra øst, og Kristus er skildret smukt og konventionelt som den suveræne, milde lærer, der peger op mod lyset fra himmelen, omgivet af lyttende mennesker af forskellige aldre og køn, hos hvem hans prædiken tydeligvis vækker eftertanke og måske er livsomvæltende. Det illustrative værk har livfulde, fortællende detaljer, som tilbyder identifikation for en lyttende menighed, men er dog roligt samlet om det væsentlige: den ophøjede Kristus. Traditionen tro bærer Kristus korsglorie, og korsfæstelsen anskueliggøres samtidig i det centralt placerede store krucifiks. – C. N. Overgaard (1851-1929) underviste på Kunstakademiet og mestrede som multikunstner adskille tekniker fra gobelin, maleri og dekoration til glaskunst, hvis udbredelse i DK han fik betydning for. Han var en glimrende tegner, kompositør og tekniker og fik fortjente, store opgaver med udsmykning af danske slotte og mindst 25 danske kirker. Stilmæssigt bevægede han sig fra historiemaleriet til skønvirke. Der er elementer af abstraktion nederst i midterste rude. Ikke mange husker måske hans navn i dag; der er noget anonymt ved hans illustrative stil, men for generationer af danskere og svenskere har han altså fortalt bibelhistorie. Foto: Claus Jensen.

På den ene side har vi de negative erfaringer, dårlige statistikker, umulige arbejdsbetingelser, træthed, udbrændthed, – på den anden side har vi håbet om, at arbejdet giver mening. Simon Peter og de andre fiskere ved Genesaret Sø har umiddelbart givet op: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået”… Men Jesus kommer til dem med nyt håb og med et kald: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst”, og Peter svarer: “på dit ord vil jeg kaste garnene ud”. Dybet er konkret Genesaret Sø, men det er også enhver menneskelig eksistens og færd mod ukendt fremtid. Denne gang velsignes arbejdet fra dybeste og højeste sted, Peter får den forunderligt store fangst og dertil den større opgave at være “menneskefisker”, dvs. at bære evangeliet ud til mennesker. Teksten i Luk 5 har en missionsteologisk og eskatologisk dimension, idet Jesus åbenbarer sig som Guds kraft. Med en dansk inspiration fra K.E. Løgstrup kan vi hos Jesus se inkarnationen af de suveræne livsytringer: den tillid og det livsmod, som bestandigt genåbner menneskers mellemværende med livet og med hinanden. Den ukendte fremtid appellerer som en gave og opgave fra livets skaber. Simon Peter er helt konkret en forslidt fisker, men han er også et prisme for den almenmenneskelige erfaring af udfordring og udmattelse, når sliddet med at gøre det rigtige ikke synes at lykkes: Vi kan tænke på sygeplejersken som har for travlt til at give patienter den tiltrængte trøst; læreren som må bruge timen på at løse konflikter i klassen; socialarbejderen med narkomanen, som igen er ‘faldet i’; sagsbehandleren, hvis bunker af uløste opgaver vokser og vokser. – Alle kan fortsætte listen, for alle steder ser vi arbejdspres og træthed, men alle steder ser vi også et menneskeligt mod rejse sig ved hver ny arbejdsdag, fordi arbejdet er det rigtige at gøre. Det er en god ide, at vi som Luther taler om arbejdet som et kald, en hverdagens tjeneste for Gud og medmennesker. Som et kald er arbejdet værd at gøre, og værd at gøre godt. Som et kald er arbejdet båret af den skønne vision, at det, når alt kommer til alt, vil bære frugt – i medmenneskers liv.

Det valgte billede er malet af Marianne Rygh, som igennem en årrække har udstillet på Galleri Emmaus i Haslev. Sidst blev billedet af “Peters fiskefangst” vist i det nye københavnske Galleri Hope, der måtte lukke som følge af Grethe Olsens sygdom og død i foråret. Maleriets synsvinkel er usædvanlig: de mange store, plaskende, gyldne fisk lyser hele forgrunden op og lader underets rigdom træde frem, mens dagslyset får magt på himlen. Billedet er smukt komponeret med diagonale og cirkulære linjer og stimulerende kontrastfarver. Marianne Rygh (f. 1951 i Oslo) har bl.a. malet en lang række symbolske, bibelske situationer i et lettilgængeligt naturalistisk formsprog.

“Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?” lyder Jesu lignelse i Luk 6, og vi ser to blindes lidet betryggende trafik for os. I evangelierne så vel som i vores dagligsprog har blindhed naturligvis også en overført betydning: Når virkelighedsopfattelser kolliderer, er den anden part blind for de mest indlysende sandheder, mens jeg har et skarpt blik for de andres fejltagelser. Vi ser et endeløst ‘blamegame’ udfolde sig blandt menneskenes børn, lige fra det giftige parforhold med parternes stadige ‘bevisførelse’ for at være dårligt (dårligst) gift, til de politiske partiers bestræbelse på at fastholde (al) opmærksomheden på modpartens synder. Dagens tekst kan nu give anledning til at vende sagen om: Hvad er det, JEG ikke kan se, jeg som har så skarpt et blik for “splinten i min broders øje”? Hvad er det, der slører mit udsyn og min dømmekraft som et troldspejl – eller med Jesu grelt-humoristiske ordvalg en “bjælke i mit øje”? Min magtkamp? Mit rethaveri? Min smålighed? Min narcissisme? Den krænkelse, lidelse og sorg, som andre har udsat mig for, gør hen ad vejen typisk et langt dybere indtryk på mig end det omvendte – – måske lige indtil eftertankens klare lys gør mig seende. Det kan gøre ondt at blive seende i eksistentiel forstand og tage sit eget grimme spejlbillede i øjesyn, men historien slutter ikke her. Jesus efterlader os ikke alene med spejlene. Han inviterer os til at løfte blikket og gøre den opdagelse, at evangeliet er rummeligt nok til at give plads til både vores grimme medmennesker med splinter i øjnene og min fuldt så grimme ringhed med bjælken i mit. Evangeliet har lys nok til at overtrumfe alt vores mørke. Når vi bliver seende i lyset af evangeliet, opdager vi, at vi alle sammen lever af nåde og barmhjertighed. “Vær barmhjertig, som jeres fader er barmhjertig.” –

I dansk kunsthistorie er Dan Sterup Hansen (1918-1995) værd at fremhæve som skildrer af blinde, der famler sig frem. Hans værk “Krigsblinde” fra 1952 findes i adskillige versioner både som oliemaleri og grafisk værk, udstillet på Statens Museum for Kunst, på Fuglsang Kunstmuseum og på Charlottenborg. Dan Sterup Hansen virkede som professor på Kunstakademiet. Han har udført en enkelt kirkeudsmykning (Velling Kirkes altertavle 1972), men hans skildringer af gruppen af krigsblinde i det offentlige rum er jo ikke kirkelige. Billedet taler til os om eksistensens sårbarhed, usikkerhed og om afhængighed af hjælp. Selvom billedet kan læses symbolsk, er det skabt under indtryk af kunstnerens konkrete oplevelse i Paris på våbenstilstandsdagen i 1949, en mindedag for fredsslutningen efter 1. verdenskrig. I begge de viste versioner ses en støttende kvindeskikkelse, der vel er pårørende til en krigsveteran. Billedet kalder på indlevelse og medfølelse. DSH har som kollegerne Palle Nielsen og Sven Wiig Hansen været optaget af menneskers vilkår i et traumatiseret Europa, hvor så mange var blevet stækkede i deres livsudfoldelse. Hans fremstillinger af mennesker i rum er ikke sentimentale, men drevet af empati og et humanistisk, socialt og politisk engagement.

Kirkekunstneren Peter Brandes skildrer tilbagevendende en nytestamentlig blindehelbredelse som metafor for at modtage troens lys og nådige livssyn, fx i Gamtofte Kirke. Peter Brandes’ glasmosaik af Den blinde Bartimæus’ helbredelse, Gamtofte kirke Fyn, viser helbredelsen ved Kristi finger, der bringer Guds lys. Foto: Claus Jensen.

Gennem årtusinder har fortællinger om den gode hyrde givet inspiration som tryghedsgivende billeder på folkets eller menighedens rette leder: Jahve, Messias – eller sågar kirkens sjælehyrder. En hyrde er ikke hyrde uden hjord, altså flok. Vi har det måske nok noget ambivalent med at høre os lignet ved en fåreflok, vi associerer jo får med dumhed. Om det er en retfærdig vurdering af de pelsede nyttedyr, skal jeg ikke kunne sige, men for mennesker er ‘en flok får’ en ikke-smigrende massebetegnelse, og vi bryder os overhovedet ikke om at indgå i en anonym og forskelsløs masse. – Vi gruer netop, når vi ser befolkninger behandlet som en masse, og når vi bliver vidner til den mangel på respekt for det enkelte liv, som imperialistiske politikker kan martre verden med. – En stor og uopgivelig værdi er vores individualisme, hvor den enkelte værdsættes i hans eller hendes uerstattelighed og – med Søren Kierkegaards ord – “Ejendommelighed”. Så er det da herligt, at dagens hyrdelignelse i Luk 15 netop ser det enkelte individ i flokken. Hver især vil vi jo have lov til som individer at tage ansvar for vores eget liv og beslutte vores ‘ja’ og vores ‘nej’. Ansvaret er et menneskeligt adelsmærke. Men det individuelle ansvar er samtidig en blytung byrde, når vi erkender vore fejlgreb, brud og svigt, og i tilbageblikket meget hellere ville have taget ansvar for en smukkere livshistorie. Står jeg som det forvildede får, der har handlet alt andet end retfærdigt, kan jeg ikke retfærdiggøre mig selv. Kom jeg på afveje, har jeg brug for hjælp til at blive vendt om. Her er søndagens uvurderlige evangelium, at hyrden – Gud – ikke bare respekterer den enkeltes frihed, men med kærlighedens øjne ser ham eller hende som den dyrebare skabning, der stadig er håb for, selvom friheden blev misbrugt. “Går han ikke ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?” spørger Jesus i hyrdelignelsen – og lader fortællingen kulminere i genforening, begejstring og fest: “Når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg har mistet.”

Dansk kirkekunst er meget rig på billeder af den gode hyrde. 1800-tallets Italiensfarende kunstnere fik hyrder at se i de byzantinske mosaikker og tog motivet med hjem, og især det grundtvigske miljø greb motivet med begejstring. Jeg vælger her en nyere og meget original fortolkning, skabt af den nordjyske keramiker og billedskærer Niels Helledie (1927-2022). I 2009 blev denne hyrde gengivet i Thomas Reinholdt Rasmussens bogudgivelse “Til de fattige”. Hyrden Kristus har blodrøde naglegab på sine hænder; han gik virkelig til verdens ende for sit får. Hans blik bærer himlens farve.

Jesus fortæller i Luk. 14 lignelsen om Det store Festmåltid, der som så mange andre Jesuslignelser har to pointer: 1. De først indbudte, de selvskrevne, dem med den fulde kalender, afviser den overdådige invitation; de har for travlt med egne planer og interesser, så værten må have dem undskyldt. Hermed mister de imidlertid selve livets fest – og forsvinder som skygger. 2. Den store fest bliver alligevel holdt efter værtens beslutning og festsalen fyldt, fyldt af mange sølle, men glædeligt overraskede gæster, som aldrig havde følt sig selvskrevne til at blive budt med. De kan kun takke ja til livets generøse gave, nåde, fylde og nærvær. – Lignelsen handler ikke om forskellige individer, men om vore forskellige måder at møde livet på. Mon ikke du og jeg både kan identificere os med de travle med veltilrettelagte liv og med dem, der kun kan sige tak, når det forunderlige liv alligevel uventet kalder os. Om Guds rige kan vi næppe tale entydigt, kun i billeder. Men det kan måske være på sin plads her at citere uddrag af Gerd Theissens digt (i ‘Det genfundne paradis’): “At gå glip af livet”: ‘Angsten for at gå glip af noget plager os. Vi har kun ét liv, tiden er endelig, horisonten begrænset. Men vi ved det godt: Den, der griber en chance, giver afkald på tusinde andre. … Lad os ikke af angst for at gå glip af noget forspilde dette øjeblik, dette sted, dette ene menneske, som vi lige nu sidder overfor. I ethvert øjeblik går vi glip af uendeligt meget. Og dog forspilder vi intet, når vi i samtale med Gud kan sige: “Har jeg kun dig, så spørger jeg ikke efter himmel og jord” (Ps. 73,25). Så er vi hjemme ethvert sted, så er vi nærværende i ethvert øjeblik… Så er vi ankommet til vores liv.’

I Søren Lodberg Hvass’ og Esben Hanefelt Kristensens ‘Bogen om Jesu lignelser’ kan vi finde en farverig anskueliggørelse af også lignelsen om Det store Gæstebud. Her afbildes lignelsens 1. pointe i baggrundens arkade, hvor indbyderen afvises af de fortravlede silhuetter. 2. Men vender vi blikket fra skyggerne, ser vi lignelsens 2. pointe: Her udfolder festen sig med alt, hvad hjertet kan begære, og Vorherre sidder som værten foran stjernehvælvets baggrund. Her er sansbar festbuffet, ja, men også en tone af nadver. Om end nadveren ikke er Guds rige, er den dog vores tilbagevendende tegn herpå. – Jeg har forgæves søgt efter moderne alterbilleder, som tolker Det store gæstebud ind i en tydeligt nutidig sammenhæng, hvilket vel nok skulle være muligt. Men som tidligere års opslag viser, har motivet fortrinsvis været valgt af det grundtvigske miljø, foruden af Marstrand også af J. Skovgaard, Troels Trier og Rud-Petersen samt billedskæreren Emil Hansen. Joakim Skovgaards mere end 100 år gl. fortolkning i Viborg Domkirke er og bliver ikonisk.

Foto: Claus Jensen.