Kunst til kirkeåret

Det første lys blev tændt i adventskransen. Mange har digitalt delt billeder af deres smukke lyskranse, fordi de betyder noget. Det lille ritual er ikke bare noget, vi lige skal have ordnet; det er omgærdet af – ja – højtid, af stille taknemmelighed over den forestående fest, af bevidsthed om at ventetid kræver tålmodighed, ja åndelig disciplin. Den kommende fælles fest kan vi ikke bare fremskynde og fikse, den er et Guds mysterium, som må komme til os, som det nyfødte barn, der giver os nye øjne at se på livet med, som stjernelys og fællessang, som kærlige hilsener og varme hænder. Vi kan åbne os for mysteriet og erfare, hvordan forventningens glæde allerede melder sig med kraft: at glæden forlods lister sig ind i hjertet og åbner det for den tro, det håb og den kærlighed, som vi kalder Kristus. Glæden tilskynder os til at pynte op og nynne, til at udvise lidt mere empati og betænksomhed i nære og fjerne relationer, ja tilmed give afkald på noget af vores overforbrug for at dele med flere. – På flere niveauer har vi en flamme at værne. På det dybere niveau er udfordringen at bevare flammen, også når stemningen er væk på mørke januardage, når koldere vinde blæser med underskud, pessimistiske opgørelser og triste statistikker. Da må vi gøre os umage for at bære med på glæden og ikke unødigt dræne andre mennesker for deres. Kan vi i mørkere timer bevare det kompas i livet, at Kristus til evig tid vil lyse foran os, og at han har tro, håb og kærlighed – ja glæde – nok til alle? Der må være en dobbelthed i vores forventning: der er forventning, som indfries her i tiden med dens kirke- og kalenderår, og der er den transcendente forventning til den uudgrundelige fuldbyrdelse, hvor Gud skal blive alt i alle. Og forbundne er de, når Himlen glimtvis rører jorden. Vi må være opmærksomme på glædens kilder og sammen forsøge at sætte ord og billeder på: på glæden som vi allerede har modtager, og glæden som vi i sjælens dyb bliver ved at håbe på. Dagens eskatologiske lignelse fra Matt. 25 giver os det billede på den yderste glæde, at den er en festsal, hvor der skal fejres bryllup; den kristne tradition sammenligner netop sjælens forening med Kristus med et bryllup. – På en måde er vi stillet som lignelsens brudepiger, der er indbudt til bryllup og tålmodigt må vente med deres tændte blus uden at kunne fremskynde brudgommens komme. Vi er nok alle som både de kloge og de dumme brudepiger i lignelsen. Lampeolien og flammen er billede på troens forventning og glæde, som iflg. Matthæus åbenbart hurtigt kan slippe op og gøre det fristende også at dræne andre for deres glæde. Når vi går gennem porten til festsalen, må vi bære glæden med os, men hvordan skulle vi kunne det, hvis andre bliver efterladt på perronen? Det er svært at lade sig opbygge af de for Matthæus så typiske straffeord, men tilbage står evangeliet om, at vi er budt til fest, fordi Kristus er på vej, og heldigvis kender vi hans barmhjertighed.

Billedkunsten har vidt forskellige tolkninger af lignelsen om kloge og ukloge brudepiger. Nogle tager hele krisefortællingen med, som tidligere vist på denne hjemmeside. Her viser jeg et følsomt maleri, hvor motivet samler sig om en enkelt pige, så det er blevet til et inderligt andagtsbillede med appel til den enkelte om at værne troens flamme. Billedet er den tidligere altertavle i Vrå Kirke, Vendsyssel, som portrætmaleren Agnes Schmidt (1874-1952) malede i 1918. Gennem et ophold på Askov Højskole besluttede Agnes Schmidt sig for at blive rigtig kunstner. (Grundtvigske højskoler har givet mod til ikke så få af malerkunstens kvindelige pionerer.) Agnes Schmidt var en filantropisk forkæmper for dansk kultur syd for grænsen og oprettede selv en højskole for arbejdsløse. Som mange kvindelige kunstnere forblev hun ugift, men under 1. verdenskrig adopterede hun 6 forældreløse piger, som hun gav en god opvækst. Dette er kunstnerens eneste kirkeudsmykning. Foto: Claus Jensen.

Døren åbnes for et nyt kirkeår. Døren åbnes for håb. Vi går ind gennem kirkeporten for på ny at lade håbet vinde. Her vil vi overvinde vores smerte, angst og meningsløshed ved sammen at høre, læse, bede og synge om håb og om opfyldelse. Måske synger vi med usikre stemmer, fordi håbet synes at stride mod verdens hidtidige historie og mod alt det mørke, vi ser omkring os. Men håbet er i sig selv et Gudstegn! –  På søndag øser vi først af Esajasbogens yngste tekster, som formentlig blev skrevet i en særligt håbløs situation blandt jøder i babylonisk eksil. Imod mange odds fostrede profeten netop dér de dyrebare tekster om håb, som vi har arvet: Det er tillidsfulde ord om, at en Guds tjener skal komme og føre retten igennem på jorden. Guds tjener skal forene retfærdighed med tålmod og nænsomhed: ”den osende væge slukker han ikke”. Så fint et billede! Mon mit sind kan være den osende væge, som ikke skal slukkes, men ulme, gløde og måske bære en lille flamme i dag?  – Mange århundreder senere indleder Jesus iflg. Luk. 4 sin offentlige fremtræden efter dåben ved i hjembyens synagoge at læse håbefulde Esajascitater. Jesus gør håbs-ordene til sine for at fuldbyrde dem ved sit eget generøse liv i tid og evighed. Han står der som håbets lysende skikkelse. Han tilsiger frihed fra nød, undertrykkelse og formørkelse: ”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse af fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” – Men med hvilken troværdighed kan den unge kending fra Nazareth således hævde håbets gyldighed? Styrken ligger i, at håbet er og bliver Guds. Håbet, som Jesus gør sig til ét med, er en kærlig Guds eget stadige håb for sin lidende verden. I håbet erfarer vi Guds længsel efter sit aftryk, ja efter skabningens fuldbyrdelse, og horisonten er uendelig.

Mit valgte billede viser den nye kirkedør i den meget ombyggede middelalderkirke i Hørve, Odsherred. Døren blev snedkereret af egetræ i 2019 og prydet med Hein Heinsens bronzerelief, som oprindelig blev skabt til reformationsjubilæet 2016. Relieffet forkynder os et nådeår ved at fremhæve Luthers TESE 62: ”Kirkens sande skat er det hellige evangelium om Guds nåde”, skrevet på dansk og latin. Guds nåde når os her gennem ”Ordet”, som i relieffet er repræsenteret på hele 21 sprog. Men Gud er også til stede i det dunkle, i alt det uudsigelige, som Heinsen lader repræsentere ved skulpturens ustyrlige, abstrakte dele. De abstrakte former opstod som fraklip ved skulpturens tilblivelse og minder os om det gådefulde i vores virkelighed. Foto. Claus Jensen. Et værk, der direkte fortolker teksten om Jesus i Nazareths synagoge, er Joakim Skovgaards maleri fra 1914 i Herning Kirkes altertavle. Det er omtalt i forudgående års opslag til denne søndag.

Kirkeårets sidste prædiketekst om Verdensdommen iflg. Matt. 25 rejser en lodret akse over den kristnes liv: Lignelsens åbning er mytisk med Menneskesønnen omgivet af engle i evig, himmelsk herlighed. Fra det høje gennemlyses vi af en dom over vores liv, som vi ikke kan skjule os for. Vi kender denne dom som samvittighedens dom i vores egen eftertanke. Det spørgsmål, der rammer os, er spørgsmålet om vores kærlighed. Med spørgsmålet om kærlighed kalder Menneskesønnen os umiddelbart ned på jorden, ned til lavlandet, hvor gudskærligheden identificerer sig som menneskekærlighed. Det er her i tiden, i det sårbare medmenneske, Menneskesønnen møder os i dag: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” – og ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig”. – Er Kristus smuk? Esajasteksten kap 53 skriver det modsatte om Herrens lidende tjener: ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for”. Vi længes efter at se Kristi rene, forklarede åsyn møde os med det milde og favnende blik, som giver os trøst og fred; men på vejen viser han os altså ansigtet af en fremmed, en sulten, en nøgen, en syg, en fængslet: alle de andre mennesker, der også hungrer efter trøst og fred. Han viser os det ansigt, hvori mennesket åbenbarer sig som menneske. – Den jødiske filosof Emmanuel Levinas, født i Litauen i 1905, blev fransk statsborger i 1939. I størstedelen af 2. verdenskrig sad han i tysk krigsfangelejr, mens dele af hans familie i Litauen blev ombragt. Selv døde han i 1995. Levinas har arbejdet med etikkens grundlag og er bedst kendt for analysen af ansigtets betydning. I det nøgne ansigt er personen til stede som en uomgængelig appel: Du må ikke slå mig ihjel! Levinas’ spidsformulering lyder, at ansigtet møder os som befaling og som bøn. Ansigtet kalder på ansvarlighed, der ikke kan affærdiges uden forråelse. Levinas har skrevet om, hvordan voldsmænd, der senere blev hjemsøgt af mareridt over deres ugerninger, aldrig kunne undslippe befalingen fra deres ofres øjne. Af ansigtet med dets blik udspringer den andens værdighed, som peger mod det uendelige, mod Gud.

Dagens kunstværk er fundet i Thomas Reinholdt Rasmussens bog ’Til de fattige’ fra 2009, som præsenterer eksempler på Niels Helledies karske kunst, der også i mange kirker og sognehuse rusker op i os. Niels Helledie døde i 2022 efter et originalt skabende kunstnerliv. Her gælder det et ansigt, som er et Kristusansigt uden ydre skønhed og samtidig et medmenneskes ansigt med et uafrysteligt blik. I figurens bryst har Helledie placeret et håndtag, som jeg gerne vil tolke som en indgang til den guddommelige kærlighed, der er vores håb.      

Da jeg var gymnasielærer, havde jeg blandt eleverne nogle muslimske piger, som med deres flid og seriøsitet ofte var gode forbundsfæller i religionsundervisningen. – Men jo også øjenåbnere for kulturforskelle. Når der blev undervist i islam, deltes typisk et klassesæt af koraner ud, og jeg husker en situation, hvor en af pigerne ikke kunne røre ved sin hellige skrift, fordi hun havde menstruation og altså var underlagt et tabu. Den lille erindring dukkede op, da jeg læste i Matt. 9 (med paralleller hos Mark og Luk) om kvinden, der i 12 år havde haft endeløse blødninger, som i det gammeltestamentlige patriarkat måtte isolere hende socialt og kultisk, fordi blodet blev set som farligt. Med kvindekønnets normale rytme ville en nøje afgrænset urenhedsperiode efterfølges af et renselsesoffer, hvorefter et samliv kunne genoptages, måske med den velsignelse til følge, hvormed kvinden opfyldte sin bestemmelse i mandens slægt. Men med stadige blødninger var en kvinde ikke bare gold, men stadigt uren og tilmed giftig, fordi hendes urenhed kunne smitte den, hun berørte. I denne desperate situation ser den syge kvinde nu Jesus som sin sidste chance, bryder den hellige lov og rører bagfra kvasterne på hans kappe. Og hun bliver helbredt, ikke fordi hans kvaster er magiske, men fordi Jesus møder hendes tro: ”Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig!” Som en from jøde kender Jesus udmærket de religiøse love, men han prioriterer kærligheden over renhedsforskrifterne og redder et liv. – I samme korte prædiketekst hører vi om, at Jesus frelser endnu et dyrebart pigeliv: Synagogeforstander Jairus’ 12-årige datter ligger døende, nej død, og i afgrunden mellem trøstesløshed og tro kaster hendes far sig ned for Jesu fødder: …. ”kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.” Jesus baner sig vej gennem først den larmende begravelsesmusik og så gennem selve døden, han ”tog hendes hånd, og pigen rejste sig op.” Denne verden martret af lidelse og sorg fik hermed igen et livstegn fra en kærlig Gud, som vil give os tro på det enkelte menneskelivs evigt gudgivne værdi, uanset køn. – For resten får vi ikke navne på hverken den lille datter eller den voksne kvinde. Som Lisbeth Smedegaard indledningsvis skriver i sin flotte bog om Bibelens kvinder, er ”Bibelen en bog for mænd, skrevet af mænd og for mænd”. Kun undtagelsesvis fortælles en kvindes historie, og da oftest for at kaste lys over hovedhandlingens mand. Underberetningerne med pigen og kvinden fortæller hvem Kristus er, og bringer derved stor trøst for alle afmægtige. Evangeliet udgik fra en patriarkalsk verden, men havde i sig det grænsesprængende potentiale, der fik den lovlærde Paulus til 20-25 år senere at skrive til galaterne, at ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle ´en i Kristus”. Sådan bliver det.

Dansk kirkekunst har kun enkelte fremstillinger af kvinden med blødninger men til gengæld mange af Jairus’ datters opvækkelse. Sidstnævnte er et yndefuldt og umiddelbart rørende motiv, som har fristet adskillige kunstnerne. Thorvald Pedersen har omkring midten af 1900-tallet flittigt skåret sine mange fortællende relieffer med scener fra Jesu liv til pryd for de gamle bænkegavle i Strøby Kirke på Stevns, – nu flyttet ned i den smukt renoverede kirkes tårnrum. De mange herlige træskærerarbejder hænger i kaotisk rækkefølge, men man kan i ro og mag tage dem i øjesyn og identificere scenerne, og her er vi så heldige at finde begge dagens motiver. Jeg viser i opslaget de pågældende relieffer side om side. I sin varmt lysende, røde klædning og med korsglorie bringer Jesus Guds hjælp til både den lille pige på lejet og til den syge kvinde, som berører hans dragt. Mens den lille pige er omgivet af håbefuld, bedende familie, er den syge kvinde omgivet af misbilligende mænd, men altså også af guddommelig omsorg. Foto: Claus Jensen.  

Efter en mere meditativ Allehelgen er vi tilbage i hverdagen med spørgsmålet om skattebetaling, både i nyhedsmedier og i evangeliet fra Matt. 23. Af sine modstandere bliver Jesus stillet det politisk farlige spørgsmål om skattebetaling til kejseren. Spørgsmålet er intrikat, så meget mere som herskeren ikke bare forlanger skat, men også tilbedelse. Jesus svarer med sin berømte one-liner: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Jesu svar bliver husket, ikke kun fordi det er smart og uangribeligt, men fordi det kan blive ved med at rumstere i vores eftertanke som et stadigt spørgsmål til os: Hvad er i grunden kejserens, og hvad er Guds?

Pointe nr. 1 er, at tilbedelse kun tilkommer Gud. Heldigvis har vi her til lands hverken kejser, diktatur eller autokrati, endsige hang til førerdyrkelse, men demokratisk valgte instanser, der skal kunne tåle kritik. Det gælder også ideologier og ’ismer’, at de ikke skal ophøjes til religion, men kunne udsættes for modlys. For staten er ikke Gud, og Gud er ikke staten. Gennemgående er vi vist tilfredse med et sekulariseret samfund uden tvingende religiøse paroler. Fx har vi vænnet os til helligdagsåbne butikker nærmest som en frihedsrettighed, de butiksansattes frihed ufortalt. MEN vores sagtmodige kirkelige liv får lidt åndenød af påbudte nedlukninger og bededagsinddragelse. Vi behøver åndehuller til den dybe åndelige vejrtrækning, og for vores egen skyld må vi spørge, om vi ’giver Gud, hvad Guds er’, når konkurrencestatens vækstparole og kommercielle dagsordener kværner gennem alle årets dage. Hverken ånd eller skaberværk er tjent med den rige verdens endimensionelle dyrkelse af materiel vækst. –

Tilbage til spørgsmålet om skattebetaling, nu ikke til kejseren men til staten eller samfundsfællesskabet: Staten giver, og staten kræver, staten kræver arbejdskraft. Nu debatteres det, hvor meget vi skal arbejde, og for hvis skyld? I den katolske fortid var klosterlivet en prioritet ud fra tanken om, at religiøse øvelser bragte én tættere på Gud. Det gjorde Luther som bekendt op med ved at lære os, at det almindelige arbejdsliv må forstås som en gudstjeneste, i og med at vi efter Guds kærlige vilje hjælper medmennesker ved vores arbejde i jordiske fællesskaber, erhverv, familie, nabolag. Dermed nåede vi frem til den 2. pointe, at vi hverken kan eller skal sætte et skel mellem at give Gud, hvad Guds er, og kejseren (staten), hvad statens er. Det er også gudstjeneste at løse sine opgaver og gøre sit bedste ’i kald og stand’. Den bramfri Luther skrev fx om, hvordan en mors gerning med fødsler og barnepleje var skidt og lort, hvis altså ikke det var et helligt kald fra Gud. Gud skelner mig bekendt ikke mellem lønnet og ulønnet arbejde, og i hvert fald er den guddommelige mening med arbejdet ikke at puge materiel rigdom sammen. Desværre er kaldstanken kommet i miskredit efter at være misbrugt i en uhellig alliance med underbetaling og anden udnyttelse, men sådan behøver det ikke være; kaldstanken er fuldt forenelig med gode arbejdsforhold. Kaldstanken kan være en trosmæssig ressource, som giver værdighed og styrke til også ufestlige arbejdsdage. Som et kompas kan kaldstanken give hverdagen retning. Men hvem kan fastholde lyset fra dette ophøjede perspektiv, hvis tilværelse er uden åndehuller til det dybe åndedrag?

Fremstillinger af scenen med ‘Skattens mønt’ findes flere steder i danske kirker, men sjældent som altertavle. I Bjergsted Kirke, Jyderup, brugtes motivet som alterudsmykning fra 1903 indtil kirkens smukt gennemførte modernisering i 1950. Maleriet er malet af en vis komtesse Lerche og er skænket af hendes familie på den nærliggende Astrupgård, som ejede kirken fra 1700-tallet indtil dens selveje. Det er typisk for de første kvindelige kunstnergenerationer, at de havde vanskelig adgang til uddannelse, men til gengæld baggrund i privilegerede miljøer, hvor malerkunsten navnlig var en egnet syssel for de ugifte døtre. Komtesse Lerches maleri beviser ikke noget selvstændigt talent. Det er en kopi efter et maleri i Dresden, malet af den store Tizian (d. 1576). Nederst ses Claus Jensens foto af komtesse Lerches maleri, som nu hænger i Bjergsted Kirkes tårnrum.