Kunst til kirkeåret

Igennem medierne er vi tilbagevendende vidner til velorkestrerede, næsten messianske kåringer af politiske herskere med ekspanderende militærmagt og egen blivende position for øje. Flere iscenesætter sig selv som civilisationens frelser og religionens vogter. I ophøjet isolation garderer diktatorer deres eget paranoide liv, mens vejen brolægges med løgn og propaganda, militærparader, forfatningsændringer, uhellige alliancer, kontrol med undersåtters ytringer samt ubegribelige tab af menneskeliv. Ingen pris synes for høj at betale – for folket: Undersåtter reduceres til trædesten, stemmekvæg, klappende statister, kanonføde.

Her er det balsam for sjælen på en palmesøndag at ’skifte kanal’ til evangeliernes så anderledes billede af Messias: lederen for hvem ingen pris var for høj at betale – for ham selv. Kristus ofrer ikke folkeslag, han giver sig selv.

Ved påskens indtog i Jerusalem hyldes Jesus af folket som deres egen messianske konge, fordi hans vej var brolagt med kærlighedsgerninger og sande ord, som “har myndighed”. Denne sagtmodige konge ankommer ubeskyttet på et æsel, ikke på en stridsvogn. Forud spiser han middag hos venner i Bethania og bliver ødselt salvet af en kvinde. Mark. kap. 14 og Joh. kap. 12 har lidt forskellige beretninger, men de er enige om, at Jesus tager hendes hengivne handling i forsvar: ”Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig”. Jesus reducerer hverken hende eller noget andet menneske til statister; han ser det enkelte menneske. Vi kan forestille os, at kvinden med salven ofrer det bedste, hun har, netop fordi hun er blevet set med sin smerte og godtaget som menneske og Guds barn. Vi kan selvfølgelig også gøre os forestillinger om, hvordan kvinden har fået råd til den kostbare olie, hvis pris iflg. Markus’ oplysning svarer til en halv årsløn for en arbejder. Hvad vi behøver at vide er, at salvningen i den gammeltestamentlige kultur er et sakralt ritual brugt ved indvielsen af konger, præster og profeter, Guds udvalgte. Salvningen er kvindens trosbekendelse, ikke bare en kærlighedsgestus, men en tegnhandling i Kristushistorien. Jesus modtager salvningen som en indvielse, men omtolker den så med de chokerende ord: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til min begravelse”. Han ved formodentlig, hvad der venter ham, men skjuler sig ikke; han viser fortsat med sit åbne og ubeskyttede ansigt, hvem Gud er. Hermed omsmeltes gamle billeder af en triumferende messiansk konge til billedet af Menneskesønnen, der uforbeholdent giver sig selv, fordi Guds rige ikke er magtens, men kærlighedens. – Og samtidig henviser han disciplene/ menigheden til de fattige, som ”I jo altid har hos jer” – som en udfordring til vores blivende offervilje.

I forbindelse med den nylige, store restaurering af Strøby kirke på Stevns blev kirkens mange forskellige stolegavle flyttet og opsat som relieffer på væggene i kirkens store tårnrum. Stolegavlene er formentlig udført af Thorvald Petersen fra Odense og Erik Gottlieb Pedersen fra Roskilde engang midt i 1900-tallet. Dagens foto viser et af stolegavlsreliefferne: Salvningen i Bethania, hvor en kvinde hylder Kristus som Messias. Kirkekunstnernes hyldest kommer til udtryk ved, at Jesus skildres med en gylden korsglorie og med en kjortel så rød som hjerteblod. Foto: Claus Jensen.

Universet er mørkt, koldt og uendeligt, men vores lille, runde jord er det umistelige, fælles hjem, der oplyses og varmes af solen. Set deroppefra, hvor astronaut Andreas Mogensen gennem et halvt år har haft sin udsigtspost, er vores jordklode så flunkende blå og gribende smuk med sine skyer, floder og have, med sneklædte bjerge og grønne dale, og der kan mennesker ånde. Man kunne fristes til at juble over jorden ligesom Skaberen, der ”så, at det var såre godt”? Men jeg kan forestille mig, at man med jorden på afstand også kan gribes af tristhed over, hvor dårligt folk dernede passer på den enestående, beboelige juvel, og på hinanden.

Når astronauten ud af det mørke dyb er vendt tilbage i jordhøjde, vil han se menneskeheden afsløre sig som en invasiv art med en grådighed og egoisme, der lægger omgivelser øde og skaber ulighed, ufrihed og krig, så at våbenproduktion nu igen må prioriteres over alt muligt andet. Hvad blev der af vores ”Gudbilledlighed”? Er det overhovedet godt at sætte børn i verden på denne jord – vores eneste? Er her mulighed for et godt liv? Nogle kommer i tvivl. Men kvinder bliver gravide, også kvinder i krigshærgede lande, kvinder på flugt, kvinder der sulter. Kvinder bærer deres måske mange børn med suk eller sang, elsker dem – og fortvivler, hvis de dør, for livet er dyrebart!

Ved vor tidsregnings begyndelse levede der formentlig kun ca. 300 mio. mennesker på jorden. Også dengang kunne der såmænd være grund til at spørge sig selv, om det var en god ide at sætte børn i verden. Den unge Maria levede en sårbar tilværelse i et ulige samfund under åget af en brutal besættelsesmagt. Om hun har sukket under graviditetens uafvendelige byrde eller bekymret sig for barnets usikre fremtid, er ikke til at vide, men teksten fra Luk. 1, ”Marias lovsang” fortæller, at hun sang! Hun sang, fordi Gud ud af det gådefulde dyb fandt, at det var en god ide at lade hende føde sit barn, Guds barn, der skal lyse for verden: ”den Mægtige har gjort store ting mod mig.” To gange i sangen lyder ordet ”barmhjertighed”. Barnet vil inkarnere barmhjertigheden og give mennesket en tiltrængt ny begyndelse, fordi Gud stadig finder menneskelivet dyrebart og uopgiveligt. Hans guddommelige bud på hvad det gode liv er, vil vende vores verden på hovedet: ”han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.” Sangen udtrykker sig i datid, men vi forstår, at digtet også må være en projektbeskrivelse for vores fremtid, så sandt han oplyser vejen for os.

Thomas Kluge har for et par år siden malet Mariæ Bebudelse i sin karakteristiske stil: den magiske realisme. Motiverne er fordelt på to relaterede orgellåger, som har den dybsorte baggrund fælles. Dette sorte er vigtigt for Thomas Kluge som anskueliggørelse af uendelighedens dyb, der potent forbinder de malede motiver. Ja, Kluge kan finde på at kalde det sorte dyb for sine billeders virkelige motiv. På den venstre låge ses en velsignende, aristokratisk klædt underarm og hånd, som er Guds. De tre fremrakte fingre kan være et treenighedssymbol. Kluge afbilder ikke Gud uden netop som en hånd. Jævnfør hans maleri af fodvasken i Linå Kirke. På den højre låge ses den velsignede purunge pige, undselig og tillidsfuld, yndig og yndigt klædt. Hendes blik er opadvendt, og hendes ansigt er belyst fra venstre, fra Guds ‘sted’. Lågerne er skabt til at sidde på svaleredeorglet i Skt. Peders Kirke, Næstved, men er endnu ikke rigtigt kommet op at hænge. Mod kunstnerens ønske var begge maleriets felter nemlig blevet forsynet med en guldkant for at matche det i øvrigt meget forgyldte orgel. Men guldkantens blingbling overdøvede de fine nuancer i maleriet og satte et utænkeligt skel i rummet mellem den himmelske hånd og det undfangende pigebarn. Konflikten førte til en retssag, hvor kunstneren fik medhold, så mon ikke guldkanten fjernes, og billedet snart kommer højt til skue til glæde for menighed og kunstturister?  

Til forskel fra andre dyr har mennesket en gylden mulighed for at udtrykke sig og erkende ved hjælp af symboler. Symbolsprog gør vores livsverden dybere og højere. Tænk bare på Simon Grotrians forårssalme ”Nåden er en vintergæk”. Et poetisk sind kan overraske og glæde med uventede sammenstillinger. Poesiens opmærksomhed på det sansbare kan vække en åndelig undren. Tilsvarende med Kaj Munks klassiker om den blå anemone: ”Hvad var det dog der skete” – og med Johannes Johansens efterhånden populære: ”Tænk, erantis, at du gider”, som handler om ”evangelisk trods” og spørger blomsten: ”Kan en dråbe af dit blod fylde os med kraft og mod? Er din lille nåde nok mod en verdens ragnarok?”. Vintergæk, erantis og anemone er erfaringsnære tegn, ikke bare forårstegn men Gudstegn. At der er liv og ånd i det poetiske symbol er ingen selvfølge; det spiller som en invitation fra afsender til modtager: Ser du tegnet? Jævnfør Jeppe Aakjærs folkekære ”Jeg er Havren”, hvor der synges: ”Det kan kolde hjerner ej forstå:/ Jeg er lærkesangen på et strå, / livets rytme dybt i sommerdræ, / mer’ end gumlekost for øg og fæ”… De der synger sangen, vil nok nødigt se sig selv som ”kolde hjerner”, men netop åbne sig for, at det lille kornstrå peger ud over sig selv.

Johannesevangeliet er vores åndelige evangelium, som genfortæller eller gendigter Jesushistorien med en rigdom af symboler. Opmærksomheden løftes fra det konkret-historiske til det åndeligt-evige med det sigte at skabe tro på det guddommelige hos Jesus. Johannesevangeliet fortæller os om Jesu tegn og hans 7 metaforiske ”Jeg-er”-ord, her i Joh. kap. 6 altså ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. Midfasteevangeliet følger efter underberetningen om bespisningen af de 5000 mænd, der alle blev mætte og gerne ville holde fast i Jesus. Det ser imidlertid ud til, at bespisningens brød umiddelbart blot blev modtaget som ”gumlekost”, siden Jesus irettesætter folkeskaren: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer, for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.”

Brødets karakter af himmelsk tegn sammenholdes i teksten med hebræernes legendariske mannasamling under ørkenvandringen, men Jesus flytter fokus fra det partikulært jødiske til vores fælles livsverden: ”Guds brød giver liv til verden”.  Brød er skabelsens gave, og ret fordelt betyder det fysisk livsopretholdelse for alle. Men som Kristustegn peger brødet også ud over sig selv og handler om livstro, livsmod og livsfylde i dybere forstand. Det rækkes os som symbol på den nåde, vi til evig tid får lov at leve af. Det tilfører os en åndelig næring, som tilmed kan lade os forstå, at mennesker ikke lever af brød alene.

I denne uge, hvor Peter Brandes fylder 80, bruger jeg gerne et af hans værker i mit opslag til Midfaste søndag. Kirkekunstnere har på forskellig vis søgt at vise sammenhængen mellem Kristus og brødet: Hvordan anskueliggør man, at Kristus giver sig selv i brødet? Peter Brandes har i sin udsmykning fra 2022 i Den Danske Kirke i Bruxelles skabt et nyt og temmelig uhørt visuelt symbol for Kristus som livets brød, (med titlen ”Emmausmåltidet”), ved at lade Kristus holde brødet i favnen, ja bære livet i kroppen som en graviditet. ”Hver gang han bryder brødet, åbner han sit liv for os, så vi kan indtage hans måltid”, forklarer kunstneren om alterbilledet, som vises her. – Ved første øjekast var jeg ærligt talt i tvivl om, hvorvidt alterbilledet forestiller Maria eller Jesus, men tornekronen peger umiddelbart på Jesus… En ekspressiv kunstner kan imidlertid lade billedet forestille både-og i skikkelse af et fortættet og paradoksalt symbol. I sin fortolkning af billedet trækker Peter Brandes selv en linje tilbage til Kristusbarnets fødsel: Ordet blev sået i Maria, og hele tiden gentager såningen sig i vores verden, når vi hører Ordet og deltager i måltidet. Foto er fundet på nettet.     

Tillid er den livgivende puls i vores mellemværende med Gud og hinanden. Løgnen er snylteren, der lukrerer på sandheden, for løgn fungerer kun på baggrund af en forventning om, at der tales sandt; en løgner forudsætter modpartens tillid. Sandheden er altid primær i forhold til løgnen, som tilliden er primær i forhold til mistilliden og talens åbenhed i forhold til forstillelsen (hilsen Løgstrup). – Med en alvorlig løgn angriber man ikke bare sit mellemværende med andre, man angriber også sig selv: man står ikke ved sig selv, genkender ikke sig selv i sine egne ord, er eksistentielt splittet. I 1. tekstrække til denne søndag (Luk. 11) er løgnerens indre splittelse et tema i Jesu ord: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”.

I dagens tekst, altså 2. tekstrækkes ubehagelige uddrag fra Joh. 8, konfronterer Jesus med store bogstaver djævelen som løgnens fader. ”der er ikke sandhed i ham”, ”han har været en morder fra begyndelsen”. Den magt, der lægger livet øde, kan kun være en parasit i forhold til skaberkraften. Allerede i Genesis kap. 3 mødte vi djævelen som stemmen, der ikke havde andet at komme med end bagtalelse, tvivl og modsigelse: ”Har Gud virkelig sagt?”…”Vist skal I ikke dø”… Løgn og ødelæggelse følges ad: I kap. 4 fortælles om brodermord – og fortsat løgn: Da Gud spurgte Kain: ”Hvor er din bror Abel?”, svarede Kain: ”Det ved jeg ikke”.

Associationer til tekstens ord om løgn og mord kommer rigeligt til os nu, hvor verdens krigsvold så åbenbart går hånd i hånd med drab på sandhedsvidner, dæmonisering af kritikere og forløjet krigspropaganda, tilmed i Guds navn. Vi hører mange modige vidners desperation klinge med i Jesu udbrud: ”Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Jesus blev som andre forstyrrende sandhedsvidner dæmoniseret af omgivelserne: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?”. Han havde netop tidligere i kapitlet været i clinch med nogle skriftkloge og farisæere vedr. betimeligheden i at stene en utro kvinde, i Guds (Moselovens) navn. Vi må forstå, at en overleveret ’sandhed’ kan være så stivnet, at den er blevet til løgn. Jesus, ”vejen, sandheden og livet”, modsiger den forstenede sandhed og viser os sandheden så levende og bevægelig som livet selv. Den treenige gud er en levende, bevægelig Gud, der kan komme til os i kærlighedens overraskende indfald.

Det gør ondt at læse, hvordan johannestekstens front mod djævelsk løgn og mord er rammesat som en konfrontation med ”jøderne”. Det gør ondt, fordi antisemitismen siden har været et monster, som altid stod parat til at stikke sit grimme hoved frem. Men Jesu disciple og venner var – som han selv – jo også jøder. Erstat ”jøderne” med evangeliets modstandere til alle tider. Modstanderne kan også være os. Hvornår er det os, der ikke vil lytte og tage imod? Hvornår er det os, der ikke vil rumme evangeliets ustyrlige og grænseoverskridende generøsitet? Vores blik på livet, på hævdvundne sandheder og på hvad ret er, står måske også for fald. Men midt i vores korrumperede verden med løgn og død må vi søge en sandhed, der er liv i. Og se: Den levende sandhed kommer til os, taler atter til os som Guds trumf over mørket, som den suveræne kærligheds indfald. Han vil hele vores splittelse og mod mange odds invitere os til tillid: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.

Vores tekst om modsigelsen af mørkets magt kan, som jeg ser det, bedst billedliggøres i et abstrakt kunstværk. Denne meget smukke geometriske abstraktion blev i 1993 vævet af Gudrun Pagter som altertæppe til Koldings Søndre Kapel. Gudrun Pagter, f. 1946, blev uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding og har høstet store anerkendelser. Hun er mor til en stor produktion af abstrakte billedtæpper, oftest af stor enkelhed og med overraskende linjeføringer i de klare farver.

Når værket hænger i et kapel, er vi tilbøjelige til i abstraktionen at søge tegn og forsøge tydning: I sammenhængen vil vi læse det store, sorte rektangel som dødens isnende tilstedeværelse. Foran dette dybe, sorte felt er vævet en ligebenet trekant, der peger opad. Den vil umiddelbart tolkes som et treenighedssymbol, så meget mere som den delvist dækkes af blåt: himmelens og åndens farve, og har en rød rand, der kan bringe Jesu blod og kærlighed i association. Gobelinen havde været statisk og stiv, hvis ikke den med sit varme, solgule felt fra venstre skabte dynamik, en modsigelse af mørket. Lyset, som med de gyldne farver falder fra venstre ind over det sorte, giver glæde og håb. Jeg vil lade det symbolisere den suveræne kærligheds overraskende indfald, der trumfer mørket og døden, lige her ved kisten, hvor mørket er tættest. – Foto er fundet på nettet, men Gudrun Pagters værk er også fremhævet i kunstbøger.

Tre af disciplene har iflg. Mark. 9 lige haft en himmelsk vision på en bjergtop, kaldet ”Forklarelsen på bjerget”. – Men hverdagens tyngdekraft vender altid tilbage efter åndelige ’peak experiences’. – Da de tre disciple sammen med Jesus kommer fra tindens klarsyn ned på jorden, hører de intet englekor, men snarere uartikulerede brøl fra en martret ung mand og råb om hjælp fra hans far. –  Den ”besatte” unge mand, som Markus fortæller om, er som i et fængsel, hvis døre kun har håndtag på den udvendige side. Befrielsen må komme udefra, hvis den skal bryde ind bag den dæmoni, som vi i dag nok ville omtale som en svært invaliderende psykisk sygdom. Den syges pårørende er afmægtige, sådan som pårørende til psykisk syge eller misbrugere til alle tider kan erfare afmagt, frustration, tyndslidthed, desperation. Drevet af forældrekærlighed har faderen prøvet at råbe alle hjælpeinstanser op, nu sidst Jesu disciple, der nok så gerne ville, men ikke kunne frelse sønnen. Håb tager livtag med mismod, og nu går faderen videre til Jesus, men med forbehold for nok en skuffelse: ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.” Jesus svarer: ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror”. Faderen responderer i sit stakåndede udbrud så ærligt, at vi kan identificere os med ham: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Og Jesus drev ondet ud.

Så meget forstår vi, at den frelsende tro ikke er en kraftpræstation, hvormed man af sin egen sjælsstyrke bygger en kran, der kan løfter en op ved hårene. Jo mere man gransker sin egen tros bæreevne, jo mere kommer man nok til at tvivle på den. For tro er relationel, uadskillelig fra troens kilde, og troens kilde skaber man ikke selv. Det største under, bag ved helbredelsens under, er det under, Jesus selv er, som den der for sine skrøbelige mennesker sprænger sygdomslænker, fængselsdøre og dødsrigets porte. – Vi læser, at den besatte unge mand blev som død, så alle sagde: ”Han er død!”, men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Deri ligger et budskab om, at end ikke døden skal kunne skille mennesker fra livets kilde. Når vi står ved en kiste, i allerulykkeligste fald ved vores barns, kan vi ikke gøre andet end at hviske eller råbe til Gud: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” og så søge at lægge dets og egen fremtid i Guds hånd.    

Det valgte kunstværk er et maleri af Karsten Auerbach fra 2012 med titlen “Befrielsen”. Den originale kunstner lader bemærkelsesværdigt billedmotivet sprænge billedrammen. Et psykisk, socialt eller åndeligt forløb visualiseres konkret på billedfladen. Hjælpen kommer udefra til den indespærrede, så han sættes fri. Skikkelsen th. for rammen har en vis lighed med den traditionelle forestilling om Jesus. – Maleriet er udstillet på Galleri Emmaus i Haslev, men er også gengivet i Karsten Auerbachs nyudgivne bog “Kunst, krop og tro – En fortælling om, hvordan mennesket og samtalen kom ind i billedet”