På denne smukke majdag døde billedhugger Erik Heide – efter gennem 70 år at have sat sig uvurderlige spor. Hans skønne, enkle og på alle måder vægtige værker er til varig berigelse for langt over 100 kirker foruden kirkegårde og utallige andre offentlige og private rum. Mange havde håbet at kunne fejre Erik Heides 90 års fødselsdag i juli i år. Nu må vi i stedet ære Erik Heides minde, med dybeste respekt og taknemmelighed.
Mig bekendt blev Erik Heides sidste større kirkeudsmykning den originale prædikestol i Tarm Kirke, skabt i 2021 i samarbejde med Rasmus Heide. Prædikestolen er støbt i aluminium og smykket med vintræets grene med forgyldt løv. Grenene er støbt i bronze efter grene, hentet i Erik Heides egen have på Mors: hans paradis på denne jord.
Mit billedforedrag om Erik Heides kirkekunst har som titel det smukke Heide-citat: “Med min kunst har jeg gerne villet tage del i lovsangen”. TAK for lovsangen, Erik Heide! Den forstummer ikke.
Gode salmer betyder meget for mig; men når jeg går rundt alene, lader jeg kun sjældent den sprøde stemme lyde. I kirken synger jeg derimod ”af karsken bælg” (som det hedder med en herlig fordums orgel-blæsebælgtræderanvisnings-term). Frejdigt stemmer jeg i på kirkebænken, sammen med andre mennesker, som hver for sig måske heller ikke synger for kønt. Salmesang er et mellemværende: Der kommer mod og klang i røsten, når den bæres oppe af orgel, kor og fællesskab, og salmerne nynner videre i sindet efter gudstjenesten.
Troen næres som menighedens mellemværende: I kirkens lyse og højloftede rum tilbyder evangeliets uhørte budskab sig tilbagevendende med en myndighed, der på en god dag overtrumfer den enkeltes medbragte ensomhed og død. ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”.
Ritualernes højstemte sprog er ikke uden videre dit eller mit sprog, men idet vi deler det, bliver det vores, som kristnes fælles overleverede mellemværende. I kirkens rum står de store ord til troende: Her er ”velsignelse” og ”nåde” ikke bare forældede gloser i et ellers passivt ordforråd, men genopstår som vitale ord med fornyet bærekraft og virkelighed, som hjertets slag og indåndingsluften.
I gudstjenesten hjælpes vi ad, søndag efter søndag, med at få øje på, at livet er en gave, og at tro, håb og kærlighed er livets pejlemærker. – Helligånden er kristnes mellemværende ikke bare med hinanden indbyrdes, men med den levende Gud, som er den uendelige kilde til ånd i vore livgivende fællesskaber. Sammen tror vi på Ånden som et stadigt Guds under. Den fejrer vi med pinsen.
Grindsted Kirke ved Billund har 2008-13 ladet den fabulerende billedkunstner Stig Weye (f. 1946) udsmykke kirkens prædikestol og alterbord. Kirken har udgivet et fint lille hæfte om prædikestolen, hvor et af de malede felter har pinseunderet som motiv. Med citat fra Ap. G. 2,4 har kunsthistoriker Dorte Fogh bl.a. her skrevet: Pinseunderet fandt sted halvtreds dage efter påske. Da de tolv apostle alle var samlede “lød der med ét fra Himmelen en susen af et vældigt åndepust”. Helligånden bredte sig som ildtunger, der satte sig på apostlene, som straks talte fremmede sprog. Peter udlagde underet for de forundrede folk, som hurtigt samledes, og de lod sig alle døbe. Dermed opstod den første menighed, og forkyndelsen af det kristne budskab for alverden blev mulig. Stig Weye lader den skelsættende begivenhed finde sted i Grindsted Kirke under en æresportal af lyng. De tolv apostle, der er klædt i kærlighedens og ildens røde farver, står i Guds hus og peger op mod helligåndens due… Under alle omstændigheder henviser motivet til den helligåndsdue, der svæver under lydhimmelen over prædikestolen. Over kirkens indgangsdør i våbenhuset ses en stor nøgle. Det er Peters nøgle til himmerige, der kan binde og løse synden… Øverst på billedet ses i et karrigt landskab Grindsted gamle kirke, som den så ud før udbygningen o. 1922. Foto: Claus Jensen.
Religionskampe er mange menneskers argument for helt at afvise religion, og det anfægter vel os alle at betænke, i hvor høj grad mennesker adskilles af religioner og konfessioner. I denne tid venter vi på pinsen, der ved Helligåndens kraft skal vælte mure mellem mennesker, mens vores umiddelbare virkelighed er, at vi bygger mure for at beskytte os selv og alt hvad vi finder dyrebart, mod de andre, de anderledes. Som mennesker opelsker og tilkæmper vi os en identitet, både individuelt og kollektivt, og identitetsdannelse betyder uvægerligt en afgrænsning; jeg er jo ikke hvad som helst; der er forskel på os og dem. Vi håndterer lettest det fremmedartede ved udgrænsning. Kulturmødets ubehag vokser til kultursammenstødets angst, og skridtet er da ikke langt til at depersonalisere, dæmonisere og helst fjerne fremmedgrupper. Religiøse og konfessionelle forskelle viser sig ofte kun alt for brugbare til at uddybe eksisterende geopolitiske, historiske, sociale og kulturelle konflikter. Er verdens største tragedier ikke i høj grad vidnesbyrd om skamløst misbrugte religioner?
På denne ’realpolitisk’ splintrede baggrund hører vi Jesus i den lange afskedstale Joh. 17 tale indtrængende om enhed: Enhed mellem Gud og Kristus, enhed mellem Kristus og disciplene, enhed mellem disciplene og deres menigheder, enhed mellem mennesker i verden. Jeg hører ordene læst stilfærdigt, langsomt, inderligt. Denne meditative tekst om alles enhed nærmer sig mystikkens sprog, som netop i sit væsen suspenderer egoets grænser. Med enheden følger ”herlighed”, et lysende ord med mange betydningslag, som alle handler om det guddommeliges nærvær. ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét”… Sammenhængskraften skabes først og sidst af Guds kærlighed, altings udgangspunkt. …”du har elsket mig, før verden blev grundlagt” …”jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” Det kræver et under, hvis Guds store enhedsskabende kærlighed skal bryde vore mure ned. Jesus beder i dagens tekst for dette under.
Tusindkunstneren Karsten Auerbach formår med sin usædvanligt hurtige og sikre streg at male billeder af gudstjenester og andre møder, mens de foregår. Her viser jeg hans dynamiske og humoristiske skitse af et måltidsfællesskab, en nadver, som udfoldede sig i 2016 under Himmelske dage i Kbh. Hvor forskelligartede deltagerne end er med hensyn til dagsorden og umiddelbar fremtoning, ser vi dog her et billede af menneskeligt fællesskab, med udgangspunkt i lyset ved bordenden. Jeg forestiller mig gerne, at langbordene strækker sig uendeligt ud blandt alverdens mennesker, hvis enhed Kristus beder for.
Vi løfter blikket mod himlen uden at få øje på Gud. Efter deres rumfærd blev ateistiske astronauter fra fordums Sovjetunionen citeret for at latterliggøre dogmet om Kristi Himmelfart. De observerede hverken Gud eller Guds Søn derude, som forventeligt. Men med inspiration fra det engelske sprog kan vi skelne mellem celest (celestial) og heaven (heavenly), altså mellem den astronomiske himmel og Guds himmel/Himmel. Det er Guds evige Himmel hinsides tid og rum, som på en Kristi Himmelfartsdag tegner sig, vel at mærke for troens forestillingskraft, som et indre billede eller et symbol, sammen med en erkendelse af vore sansers og begrebers utilstrækkelighed. Vi må opgive at definere Himlen inden for kategorier som tid, sted eller tilstand. Vi må hvile i tanken om, at Gud altid er videre, dybere, højere; Gud er altid mere; Gud var der forud, og Gud er der efterfølgende. Hovedsagen er Guds allestedsnærvær, og ‘alletidersnærvær’, altså GUDS NÆRVÆR også her og nu.
Paulus har opregnet en meget lang række opstandelsesvidner: mennesker, der en tid efter påske SÅ den opstandne, med ham selv, Paulus, som det sidste vidne. Disse tilsynekomster ophørte efter en periode, iflg. Det Nye Testamente 40 dage (et bibelsk traditionsrigt tal). Paulus’ Damaskusoplevelse var dog langt senere, og Kristusåbenbaringer bliver tilsyneladende ved med at være en mulighed i menneskers erfaringspotentiale, selvom vi som flest og til de fleste tider må leve uden. Men pointen er altså, at det ikke er visionerne som sådan, der er saliggørende, men Guds nærvær, og Gudskelov ikke et nærvær, som fysisk er bundet til det antikke Mellemøsten. Kristus er uadskillelig fra Gud, og derfor betyder Kristi Himmelfartsdag ikke forladthed, men ledsagelse. – Iflg. bl.a. en note hos Søren Kierkegaard er Gud en cirkel, som har centrum alle vegne, og periferi ingen steder. Gud er ekspansiv: Gud vil give sit liv til alle og bygge bro over alle menneskeskabte kløfter med sin tilgivelse: ”i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. Det handler ikke om tvang, men om som en brobygger at række hænderne frem. Det er ren gave, og det blev modtaget som en gave. ”Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem”… Der ventede de så på pinsen.
Himmelfarten har i tro mod bekendelsens ordlyd været et yndet, næsten obligatorisk motiv, som hylder Kristi sejr, men motivet er blevet sjældnere. Moderne mennesker har næppe så konkrete figurationer, som dem fx en ateistisk astronaut afviste at tro på. Jeg kan imidlertid vise et nutidigt værk, som anskueliggør himmelfarten i et konkret og bibelnært billede. I stråler af lys rækker Kristus her diagonalt oppefra sine hænder – med naglegab – frem mod disciplene, omgivet af guddommeligt lys. Værket er sammen med en række andre motiver i 2013 skabt af den unge færøske billedskærer Edward Fuglø til krypten under Christianskirken i Klaksvig: en kunstnerisk og håndværksmæssig bemærkelsesværdig præstation. Jeg finder personligt en fin pointe i, at alle Edward Fugløs komplekse træskærerarbejder er indskrevet i en cirkel, den geometriske form, vi ofte griber til for at anskueliggøre Guds uendelighed. Oversigtsfoto fra Christianskirkens krypt er taget af Claus Jensen.
Til de smukkeste breve, jeg har læst, hører flere af de danske frihedskæmperes afskedsbreve, affattet kort før deres henrettelse. Brevene er kærlighedsgaver til de – snart – efterladte nærmeste, ofte skrevet med en bemærkelsesværdig integritet og idealitet, ja grundtone af ro; først og fremmest sigtende på at ruste de kære til at leve modigt videre, tage sig af hinanden, stole på Gud. Den indbyrdes kærlighed mellem dødsdømt og sørgende er ikke blot en følelse, som opleves på lånt tid, men en stadig kraft med grund i den evige kærlighedsmagt, der ikke kan slås ihjel. Ordene vejes på guldvægt: Hvad man havde sammen, skal blive ved at fylde og lyse, men de efterladtes liv skal også være helt og rigt efter en forestående forfærdelig afsked. Denne dialektik mellem binding og frihed er muligheden, når Gud for alle parter er det blivende, store Du.
Jesu lange afskedstale iflg. Johannesevangeliet, specielt hans ypperstepræstelige bøn i kap 17, er tilsvarende som et alvorligt afskedsbrev, og når dette læses, er Kristus for længst kun synlig for troens øje. ”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig”. Jesus og hans fællers afsked er indfældet i en fælles henvendelse til det store Du. Afskedsordene får dybde, rækkevidde og bærekraft fra den transcendente magt, der overtrumfer den menneskelige adskillelse og død. Bønnen sammenfatter den dødsdømtes liv og trøster hans bange venner ved at forankre dem hos det evige Du, der allerede i rigt mål har givet sig til kende for dem på rejsen frem mod afskedsdagen: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” I afskedstalen minder Jesus om fællesskabet og hjælper dem til at føle sig udvalgte og velsignede. ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem”… ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” Herved løfter ordene os op i en mystisk samhørighed med Kristus, en samhørighed som også vil favne menigheden, ja kirken, så splittet den end er, fordi det alene er og bliver Guds kærlighed, der gør kirken til sand kirke.
Afskedstalen er motiv for kirkekunsten fx hos ikke mindst guldaldermaleren C. W Eckersberg, hvis tre fremstillinger af scenen jeg tidligere har præsenteret. I Købelev Kirke hænger Eckersbergs fremragende skildring fra 1841 af den talende Kristus over et fodstykke, der netop bærer et citat fra dagens evangelium. Maleriet er nu smukt restaureret. Se nederst i opslaget.
Jeg prioriterer her imidlertid her at vise Rudolf Rud-Petersens (1871-1961) ovenstående fortolkning af motivet i altertavlen i Åsum Kirke, Fyn. Den blev malet under 2. verdenskrig, sent i Rud-Petersens arbejdsliv, – altså nogenlunde samtidig med de danske frihedskæmperes afsked. Til forskel fra guldaldermaleren Eckersbergs fhv. nøgterne ’malen efter naturen’, lader Rud-Petersen den talende Kristus bære en glorie, som anskueliggør hans enhed med Gud. Den rødklædte, talende Kristus er vendt mod menigheden snarere end mod bordfællerne, vore identifikationsfigurer, der er skildret i individuel forskellighed, alle i alvorlig eftertanke. – Rudolf Rud-Petersen var en produktiv og betydningsfuld, mere end habil, konventionel kirkekunstner, der dog aldrig blev epokegørende og egentlig aldrig fornyede sig endsige blev moderne. Fotos. Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 