Kunst til kirkeåret

Verden hungrer efter gode hyrder. I en af ugens aviser stødte jeg på et interview med en frivillig, som ud fra et (mere end rigeligt) kendskab til bandemiljøer kontaktede helt unge drenge, “før de fik blod på hænderne”. Vi kunne kalde denne frivillige for en god hyrde, et lysende alternativ til miljøets gammelkendte ledere, som kun har udnyttelse og forråelse at byde på. Den frivillige socialarbejder begrundede sin relative succes med, at det var nyt for disse drenge overhovedet at blive set som personer og tilbudt et godt fællesskab, som kunne støtte de konstruktive drømme for deres liv. Dette må være hyrdeforholdets abc: personlig relation, fællesskab, gode håb – og ikke mindst hyrdens troværdighed: overensstemmelse mellem ord og liv.

I bibelen er hyrden en yndet gudsbillede, i Det gamle Testamente er den gode hyrde en lignelse for Jahve, i det nye for Jesus Kristus (Joh.10), fremsat som et af Johannesevangeliets righoldige ”jeg-er”-ord. Det vidunderlige ved, at Gud blev menneske, er, at hyrden er menneskehedens medvandrer, fuldt ud bekendt med tilværelsens brydsomme veje med angst og smerte, ja med dødens dyb. Overensstemmelsen mellem liv og ord betyder, at den gode hyrde i sin omsorg ikke har sparet sig selv. At Kristus-Hyrden også kan kaldes ”vejen”, betyder, at han både er vor livsrejses retning og dens ledsager – hele vejen. Hvem kan ellers ledsage os gennem dødens ensomhed? ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv.” Vi kender ham fra fortælling og forkyndelse; i Ordet er han stadig vores samtidige. Vi hører ham tale også i dag ”som en, der har myndighed”. Hans myndighed giver os ansvar i situationen og udfordrer vores troskab, indlevelse og fantasi. Ordet er ikke et militant kommandosprog, ikke en rigoristisk regelsamling, men hjertets kald, beriget af håbefulde billeder af Guds rige her og hisset.

Evangelierne rummer adskillige både dramatiske og beroligende tekster om den gode hyrde. I netop denne søndags tekst om hyrden finder vi de store tilsagn for tid og evighed, der giver teksten en værdsat plads i begravelsesritualer: “de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen kan rive dem ud af min hånd”.

Mon ikke Danmarks skønneste hyrdebillede er Niels Larsen Stevns’ maleri fra 1920, en pryd for Hvam Kirke i Midtjylland, hvor det ikke hænger over alteret, men i skibet? Niels Larsen Stevns levede 1864-1941, i mange år som Joakim Skovgaards assistent, fra 40-års alderen endelig som modernistisk kunstner i egen ret. Maleriets vidunderligt farvesatte klippelandskab er øjensynligt ikke dansk, men fåreflokken har Stevns gjort forstudier til i Kongsøre, Odsherred. Bag maleriets markante linjer fornemmer vi kunstnerens fortid som billedskærer. Alterbilledets rødklædte hyrde går rask fremad med fårene, – også andre af Stevns’ altertavler viser et øjebliksbillede af liv i bevægelse. – Hyrden fremtræder lysende tillidsvækkende, som han går der og samtaler med sine får. Dog er det sorte får måske tæt på at stikke af. Som Mikael Wivel skriver i ’Lysets tøven’: ”selv her i mesterens tryllekreds er tvivlen og det onde til stede som en realitet.” Foto: Claus Jensen.

Vi er ikke færdige med at synge påskesalmer. Nu har vi fx en rigtig god anledning til at synge den uforlignelige: ”Hvad er det at møde den opstandne mester”, DDS 249. Det 5. vers reflekterer Joh. kap. 21, evangeliet til 1. søndag efter påske. Hans Anker Jørgensens bevægende strofe om Jesus-Peter relationen lyder: ”Det er som fornægteren Simon den Bange, fortabt i sin skam, / at høre hans tillidserklæring tre gange: Vogt du mine lam! / Det er som at løftes af mægtige hænder/ fra drukning i mørket til morgen blandt venner.” Fortællingen om Peter er et drama, ja et eventyr, hvori vi kan spejle vores egne historier: Peter var først med Kristusbekendelsen, kirkens grundfjeld. Vi blev døbt på den bekendelse, men hverken vi eller Peter er kirkens stabile klippegrund, måske snarere rullesten. Iflg. Joh. 13 forudsagde Jesus skærtorsdag aften, at Peter ville fornægte ham: ”Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange.” Da Jesus senere på natten blev arresteret, listede Peter på afstand efter ham ind i ypperstepræstens gård og bedyrede dér de tre gange, at han ikke kendte noget til Jesus, hvorpå hanen galede. Mørket havde vundet – indtil påskemorgen forandrede alt: Som opstanden mødte Kristus sine fallerede disciple og henvendte sig særligt til Peter, som tre gange måtte høre spørgsmålet: ”Elsker du mig?” – vel det mest svidende af alle spørgsmål, der kan stilles fra den trofaste til den utro i et brudt kærlighedsforhold. Brudt? Nej, nåden overvandt bruddet og hentede Peter ud af hans selvforkastelses mørke. Nåden tog for Peter skikkelse af den overvældende opgave at værne om menigheden: ”Vogt mine får!”, formuleret tre gange. – ”Følg mig!”, lød det til sidst fra Kristus. Med Kristusfællesskabet fulgte ”den død, Peter skulle herliggøre Gud med”.

Hans Ankers vers nævner de mægtige hænder, der redder Peter fra ”drukning i mørket”. Hele Peters liv har i grunden været et grumt og vidunderligt eventyr om både at erfare mørket og at blive hentet ud af dette mørke: Kristus løftede ham ud af dødsangstens mørke, da han med sin vaklende tro var ved at synke i Geneserat sø, – ud af mismodets mørke, da en lang nats fiskeri syntes forgæves, – ud af skammens og skyldens mørke efter fornægtelsen langfredag. Læser vi videre i Apg. kap. 12 finder vi tilmed mirakelfortællingen om, at en engel hentede Peter ud af mørket på Herodes’ dødsgang. Her sagde englen til den fængslede: ”Tag din kappe på og følg mig!”. – Selv om vores liv er så meget mindre spektakulære end Peters, kan vi nok genkende os selv i eventyret om igen og igen ”af mægtige hænder” at blive løftet ud af mørket, løftet ud af mismod, skam og skyld – og blive benådet med en vigtig opgave.

Til dagen har jeg fundet Rudolf Rud-Petersens snart 100 år gamle triptykon, malet o. 1927 til Kirke Eskilstrup Kirke ved Holbæk. Den skildrer Peters eventyr i tre scener: Tv. scenen, hvor Peter, som alligevel ikke kunne gå på Genesaret Sø, måtte Råbe: “Herre, frels mig!”. Th. scenen, hvor englen har brudt både lænker og portlås for at hente Peter ud af Herodes’ fængsel. I midterfeltet ser vi malerens fortolkning af netop dagens tekst, hvor den opstandne spørger Peter: ”Har du mig kiær?” Rudolf Rud-Petersen (1871-1961) var en af Joakim Skovgaards dygtige assistenter. Han udsmykkede mindst 23 danske kirker med sine smukke og velkomponerede, førmoderne og meget tilgængelige formidlinger af bibelske scener. Foto: Claus Jensen.

Hvis medfølelse med den mishandlede krop kunne hele den…, hvis en borende anger over svigt kunne betyde en ny chance…, hvis en afsindig længsel kunne kalde ham tilbage…, men nej, han var død, død og begravet! Hans venner havde skjult sig i rådvildhed og angst for samme grumme skæbne; der var ikke noget at sige eller gøre, tilhængerskaren var opløst, sagen var tabt, verden blevet tom og stum. Tilbage var kun at liste ud til den famøse grav, hvor håbet lå begravet. I det ærinde gik kvinderne søndag morgen hjemmefra; de kunne alligevel ikke sove. – Herefter forandredes alt! En lysende engel talte til kvinderne ved den væltede gravsten: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået”… Kvinderne ”skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.” Hvad menneskers medfølelse, anger og længsel ikke kan udvirke, magter livets stærke Gud: at kalde Kristus til live og genskabe menneskers håb. Jeg ved ikke, om kirkens blotte eksistens kan godtages som bevis for Kristi opstandelse, men verden blev vidne til et mirakuløst stemningsskift fra handlingslammelse og trøstesløshed til mod, ja fra dødsangst til dødsforagt. Nu var der nyt at fortælle, og fortælles skulle det! En tom grav alene kan næppe skabe opstandelsestro, et ligs forsvinden kan forklares. Troen opstod af det uforklarlige, af menneskers rystende erfaring af alligevel at møde den korsfæstede som deres levende Herre, modtage hans tilgivelse og fred og blive fyldt af glæde. Påskeberetningerne stritter i så forskellige retninger, at en rekonstruktion er umulig, men i kirkerne samles vi stadig for at fortælle dem og synge glade sange herom.

Det valgte billede er malet af Mogens Hoff i 2007 som et triptykon til Grurup Kirke på Thy. Kunstmaleren Mogens Hoff blev født i 1934 og døde året efter at have malet påskebilledet. Med en skitseagtig let streg har han malet adskillige bibelske scener og bidraget til udsmykning af mindst 6 kirker. Hovedværket er altertavlen fra 2005 i Romdrup Kirke, hvor Maria Magdalene møder den opstandne i gravhaven. Her vises Niels Clemmensens foto fra Romdrup. Tak, Niels!

Hoff lader typisk sine billeder følge teksten, som her med den tomme grav og den lysende engel i hovedfeltet og de afvæbnede vagtposter i periferien. Tre kvinder, vores påskevidner, fylder altertavlens nordlige fløj, belyst af englens “lynild”. Smukt løfter den lysblåklædte Maria sit hoved og ser og lytter. Om lidt er hun på farten med påskens nyhed! Fotos: Claus Jensen.    

Paulus, N.T.s tidligste forfatter, skrev, at han havde besluttet, at han ”ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet”; loven som frelsesvej var udskiftet med korset. Ved den kristne dåb er det korset, der tegnes over ansigt og bryst. Korset forstås som kernen i troen, i hvert fald iflg. den vestkristne tolkning. ’Forstås’, skrev jeg, men forstå gør jeg jo ikke, og hvis jeg fordyber mig i korsets betydning, kan jeg ikke bunde. Korset er kristendommens gådefulde paradoks: Hvordan kan den ubærlige lidelse, der råbte til himlen om Guds fravær, blive tegn for Guds nærvær? Hvordan kan en nådesløs henrettelse af en renfærdig person blive tilgivelsens symbol? Hvordan kan katastrofen, der splittede Jesusbevægelsen i atomer, blive dens samlingspunkt? Paulus, evangelister og teologiske tænkere har i årtusinder kæmpet for at fravriste denne yderste meningsløshed en mening, og i centrum kom tanken om ”stedfortrædende lidelse” til at stå. I mellemmenneskelige forhold giver stedfortrædende lidelse god mening: kærlige forældre udstår det uudholdelige for at skåne deres børn, den bedste ven ’tager en for holdet’, en krigsfange lader sig i bedste fald tortere frem for at udlevere kammeraterne. Der bringes ofre. Og der er bragt ofre til Gud. Ofring var en given religiøs aktivitet i det historiske Israel, men Jesus citerede med tilslutning den profetiske protest: “Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtofre”. – Jesu død æres af kristne som et offer, som stedfortrædende lidelse for skyldige mennesker. Lidelsen blev Kristi forfærdelige omkostning, men lidelsens guddommelige mening er og bliver hinsides menneskelig indsigt. Kun den lidende selv – om nogen – kan udtale sig herom. – Iflg. evangeliets signaturfortælling om den fortabte søn/de fortabte sønner slettes gælden betingelsesløst: Faderen længes efter sine fortabte børn, lider under adskillelsen fra dem – (fra faderens perspektiv var der nok aldrig nogen adskillelse) – og forenes med dem. Det er kærlighed, ikke gengældelse, der genopretter forholdet. – Ud af det samme nådens evangelium taler det, at Jesus bad om tilgivelse for sine bødler! Nej, korsets mysterium kan vi ikke bunde i, endsige opløse, kun famlende nærme os i troen på, at hvor Kristus er, er Gud også, og hvor mennesket er, er Kristus også. Her i verden findes menneskers lidelse i grusomt overmål, ikke mindst lidelser vi påfører hinanden. Vi må græde med verdens lidende, de skyldige så vel som de uskyldige, og vi må tro, at Gud græder med. Vi må tro, at han er det lidende menneske nærmest. At han er hos det, i det.  

Det er en ejendommelig oplevelse at nærme sig alterudsmykningen i Lyne Kirke, Vestjylland. På lang afstand ser man skyggen af et kors over renæssancetavlens hovedfelt. Måske ser man sig over skulderen for at få øje på det kors, der kaster skyggen. Men nej, her er kun skyggen, malet i Bjarke Regn Svendsens illusionistiske alterbillede fra 2013. Motivet er på en gang realistisk og magisk eller mystisk. Som vanligt har Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) skildret et udsnit af den ubesmykkede hverdag, her repræsenteret ved et skur med afskallet maling og rusten lås. Det grå motiv kalder på tolkning: Er det et trøstesløst slumkvarter, der refererer til udsatte medmenneskers nød, eller rummer skuret en eksistentiel symbolik, som sigter til alt det livsindhold, vi skammer og over og helst stuver af vejen? En tolkning er, at vi ser en dør, og spørger, hvem der har nøglen? – og hvem der kan åbne døren? Korsets titel er en fortolkning. Billedet hedder ”Trøsteren” og hvisker stilfærdigt til os om et Gudsnærvær også i elendigheden. Minder os måske også om påtegningen, vi allerede modtog ved dåben. Foto: Claus Jensen.  

Kristus vasker disciplenes fødder under afskedsmåltidet før påske iflg. Joh. 13. Der er flere symbolske niveauer i fortællingen: det ene niveau er sakralt som dåb og nadver, der betegner skæbnefællesskab med Kristus ved syndernes forladelse: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig” og ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.” Peter protesterer, fordi den konkrete handling vender op og ned på hierarkierne. At vaske fødder er en tjenende handling, og dette er netop fortællingens pointe på det sociale niveau: Jesus har tjent mennesker med hele sit liv, og han giver os et forbillede i at tjene: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder i også at vaske hinandens fødder.”  I dag, hvor vi sjældent går med åbne sko og i hvert fald ikke ligger til bords og lægger fødderne op under måltidet, er fodvaskens gestus som bekendt ikke et obligatorisk udtryk for gæstfrihed og omsorg. Når fodpleje alligevel i nutiden dukker op som et penibelt behov hos især ældre mennesker, kan yngre pårørende opleve denne ’intime pleje’ som temmelig grænseoverskridende, og de ældre vil typisk også hellere bare ’hygge sig med’ deres kære end ændre på rollefordeling og den oplevede værdighed ved at bruge deres yngre slægtninge som ressourcepersoner i den mest personlige pleje; de ældre ville måske helst protestere som Peter, men tilbage står altså, at fødderne og hele personen behøver omsorg…. 

Verdenslitteraturen rummer mindst én anden klassisk fortælling om fodvask: I Homers Odysseen kommer Odysseus efter 20 års fravær hjem, forklædt som fattig tigger med tungtvejende grunde til foreløbig at hemmeligholde sin identitet. Da “den fremmede” i overensstemmelse med normerne bliver tilbudt fodvask, betinger han sig, at den udføres af den tjenestepige, som er hans gamle amme. I en dramatisk scene genkender den inderligt loyale amme sin hjemvendte herre, idet hun under vasken opdager de gamle ar, som Odysseus i sine unge år pådrog sig under en vildsvinekamp… Min tanke vender nu tilbage til evangeliet, hvor Jesus vasker fødderne på den Peter, han gennemskuer og kender på godt og ondt, uden at det slår skår i deres forbundethed. Kristus ser vores livshistorie, vores ar på sjælen og etiske skavanker, og ikke desto mindre insisterer han på omsorgsfuldt at dele og ødsle sin renhed på os.     

Fodvasken er motiv for altertavler af også nyere kunstnere: Kluge i Linå Kirke ved Silkeborg, Vilmantas i Hedeager Kirke ved Herning og Bodil Kaalund i Føvling Kirke ved Horsens. De to førstnævnte har jeg vist i tidligere opslag på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst. Denne gang viser jeg en ‘klassiker’: Joakim Skovgaards Alterbillede i Holstebro Valgmenighedskirke, malet i 1907, altså samtidig med, at Viborg Domkirke var under udsmykning. Den rødklædte Jesus har “bundet op om sig”. Han er vist som lysende forgrundsfigur med smuk, gloriekranset profil. Det er et livfuldt fortællende maleri, som skildrer det øjeblik, hvor Peter netop har protesteret, og Jesus afværger hans protest, til også omkringsiddende disciples forundring. Bemærkelsesværdig er Jesu insisterende øjenkontakt med Peter, denne hans kendte, gennemskuede – og tilgivne discipel. Foto: Claus Jensen. Foto af hele den smukt udskårne altertavle med bibelcitat i fodstykket ses nedenfor.